You are here

Prinsens Musikkorps spiller på Thorshøj Plejecenter

  • Prinsens Musikkorps spiller 7. september på Thorshøj Plejecenter.

    Prinsens Musikkorps spiller 7. september på Thorshøj Plejecenter.

Beboerne på Thorshøj Plejecenter får en helt særlig oplevelse, når Prinsens Musikkorps giver koncert for dem i centrets festsal i forbindelse med Dronningens besøg i Favrskov 7. september.

Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets tre professionelle musikkorps, og Favrskov Kommune har fået lov til at råde over de dygtige musikere under hele Dronningens visit.

Borgmester Nils Borring (A) er glad for, at det har givet mulighed for at skabe en festlig begivenhed for nogle af kommunens ældre borgere. 

- Vores mål er, at flest mulige borgere får en god oplevelse under Dronningens besøg. Derfor er jeg også glad for, at vi kan præsentere et samlet program, der har en stor spredning i både geografi og aldersgrupper. Jeg er sikker på, at det bliver en mindeværdig oplevelse for de ældre, at så fint et orkester giver en særlig koncert for dem, siger Nils Borring. 

Ud over beboerne på Thorshøj bliver de ældre på kommunens andre plejecentre også inviteret. I alt er der plads til omkring 100 ældre borgere.

Distriktsleder for Plejecentrene Favrskov Vest, Lene Madsen ser frem til den specielle koncert.

- Mange af de ældre elsker musik, og en koncert med sådan et orkester vil give dem en positiv oplevelse, som de kan snakke sammen om i lang tid efter. Jeg tror, mange af beboerne går og glæder sig, siger Lene Madsen.

Prinsens Musikkorps spiller omkring 45 minutter på Thorshøj Plejecenter, og så er der kaffe og brød til publikum og musikerne efterfølgende.

Der bliver også mulighed for, at andre borgere kan opleve musikkorpset i et lidt kortere tidsrum. Orkestret spiller nemlig til den officielle modtagelse af Dronningen i Hammel, foran Frijsenborg Gods inden den officielle frokost og til afskeden med Majestæten på havnen i Aarhus.

Se hele programmet for Dronningens besøg i Favrskov

Dato: 26. august 2016

Senest opdateret:

26. august 2016