You are here

Sall klar favorit til Landsbyprisen 2018

  • Plantedag i Sall

    Der er stor virketrang i landsbyen Sall, hvor borgerne blandt andet selv plantede en bypark i 2016 (arkivfoto).

Region Midtjylland har netop peget på Favrskov-landsbyen Sall som favorit til Landsbyprisen 2018.

Nyheden vækker glæde i Favrskov, hvor borgmester Nils Borring (A) er stolt af Sall og ser landsbyens bedrift som et resultat af en målrettet landsbyudvikling.

- Sall har igennem mange år vist en stærk vilje til at ville det lokale. Borgerne har et stort iværksættergen, som slår igennem i flere private virksomheder og i de fælles projekter, som byens borgere gennem flere år har stablet på benene. Sall viser, at det nytter at få gode ideer og stå sammen om at realisere dem. Det kan vi være meget stolte af og lade os inspirere af i fremtidens landsbyudvikling, siger Nils Borring.

Stor virketrang i landsbyen

Sall ligger blot fem kilometer fra Hammel, men har igennem mange år holdt fast i det lokale. Det betyder blandt andet, at der er både friskole, friplejehjem og en bypark - alt sammen grundlagt af de 230 borgere i Sall. Derudover huser byen flere private virksomheder som Oles Gård, gårdbutikken Viktualia og Sall Whisky Destillery.

Hanne Smedegaard (V), der er formand for Landsbyrådet i Favrskov, glæder sig også over den gode nyhed.

- Anerkendelsen til Sall fra Region Midtjylland kommer på et tidspunkt, hvor Favrskov Landsbyråd har arbejdet koncentreret med at fortælle den gode historie om landsbylivet – blandt andet gennem arrangementet Oplev Landsbyen i september 2017. At Sall er favorit til Landsbyprisen 2018 vidner om, at Favrskovs landsbyer har noget særligt at byde på - også i et regionalt perspektiv, forklarer Hanne Smedegaard.

Region Midtjyllands forretningsudvalg har indstillet til regionsrådet, at Sall skal modtage Landsbyprisen 2018. Formelt udpeges vinderen af Landsbyprisen 2018 på regionsrådets møde 20. marts, hvorefter prisen overrækkes i løbet af foråret. 

Prisen gives for evnen til at skabe positiv udvikling - og ikke mindst for at vise en vej frem og væk fra den afvikling, der præger debatten om landdistrikter. Med prisen følger 150.000 kroner.

Læs mere i Region Midtjyllands pressemeddelelse om Landsbyprisen 2018

Dato: 14. marts 2018

Senest opdateret:

14. marts 2018