You are here

Skolestart 2020

Er du forælder til et barn født i 2014 eller tidligere, vil du i løbet af de næste par uger modtage et brev i din digitale postkasse, om at dit barn skal begynde i skole i 2020.

Brevet er sendt fra den lokale skole, der også kaldes distriktsskolen. Indskrivning til skole, førskolegrupper og SFO foregår digitalt på www.indskrivning.dk  Deadline er 2. december 2019.

Du kan skrive dit barn ind i distriktsskolen, eller du kan søge om at få dit barn optaget på en anden folkeskole eller søge skoleudsættelse. Desuden skal du meddele, hvis dit barn skal optages på en skole i en anden kommune eller på privat-/friskole. Har du brug for hjælp til indskrivningen, er du altid velkommen til at kontakte distriktsskolen.

Hvem skal starte i skole?

Børn født i 2014 skal begynde i skole næste år. Børn født i 2013, der har fået udsat skolegangen et år, skal også starte i skole. Du kan søge om at få barnets skolestart udsat et år, hvis det er begrundet i barnets udvikling. Kontakt skolen for nærmere information. Det er skolelederen på barnets distriktsskole, der behandler ansøgningen. Et barn, der er født i perioden 1. januar – 1. oktober 2015, kan begynde i skole, hvis barnet er tilstrækkeligt modent til at kunne følge undervisningen. Ønsker du at benytte den mulighed, skal du kontakte distriktsskolen.

Frit skolevalg

Du kan søge om at få dit barn optaget på en anden folkeskole end distriktsskolen. Barnet kan optages, hvis der er plads. Du skal også meddele, hvis dit barn skal optages på privat- eller friskole. Du skal selv kontakte privat- eller friskolen for at få dit barn skrevet ind. Hvis du søger om at få dit barn i en anden af kommunens folkeskoler, får du brev med svar på optagelse eller afslag fra Børne- og skoleforvaltningen inden 1. januar 2020. Dit barn er under alle omstændigheder sikret en plads på distriktsskolen.

(Læs eventuelt om kriterier for optagelse i en anden skole end distriktsskolen i Skolestyrelsesvedtægten for Favrskov Kommune )

Hvis du ikke vælger distriktsskolen til dit barn, skal du være opmærksom på, at du selv skal sørge for og betale transport til og fra skole.

Rullende skolestart i Søften

Præstemarkskolen i Søften har "rullende indskoling". Her begynder barnet i skole måneden efter, at barnet er fyldt seks år. Præstemarkskolen kontakter selv børn og forældre, når det er tid til skolestart.

Find link til skolernes hjemmesider

Informationsmøder

  • Bavnehøjskolen, 26. november 2019, kl. 17-18.30 i klynge A/Skovhuset
  • Hadbjerg Skole, 27. november 2019, kl. 16.30 i udskolingens aula
  • Hadsten Skole, 28. november kl. 17-19 ved SFO’ens lokaler
  • Haldum-Hinnerup Skolen, 26. november 2019, kl. 17-18.30 på skoletorvet
  • Rønbækskolen, 28. november kl. 19-20.30 2019 på skolebiblioteket
  • Skovvangskolen,19. november 2019 kl. 15.30 til ca. 17 i kantinen for forældre og børn
  • Tungelundskolen,11. november 2019 kl. 16.30-18 i kælderen ved lokale 19 og 20
  • Ulstrup Skole, 20. november 2019, kl. 17–18 i personalerummet
  • Østervangskolen, 18. november 2019, kl. 17-18.30. Mødet starter i skolens gymnastiksal i A-fløjen

 

Mød op

  • Korsholm Skole holder åbent hus for forældre og børn 19.november 2019, kl.15.30-17.00.
  • Søndervangskolen holder åbent hus/skoleindskrivning for forældre og børn 28. november 2019 mellem kl. 15-17 i Klynge 1.
Dato: 25. oktober 2019

Senest opdateret:

25. oktober 2019