You are here

Søndagstilmelding til ungdomsskolen

  • Der er tradition for at udgive et farvestrålende program i ungdomsskolen.

    Der er tradition for at udgive et farvestrålende program i ungdomsskolen.

Som noget nyt åbner tilmeldingen til hold i ungdomsskolen søndag 18. august kl. 12, så alle har mulighed for at melde sig til.

Dermed imødegår ungdomsskolen de kritiske røster, der har påpeget, at tilmeldingen tidligere er åbnet, før de unge mennesker har haft mulighed for at orientere sig i årets katalog, siger Lena Leth Jensen, formand for bestyrelsen i Ungdomsskolen Favrskov:

- Selvfølgelig skal vi gøre det på den mest retfærdige måde, så alle har chancen for at få en plads på et bestemt hold eller sikre sig en plads til en af turene. Vi har så valgt, at det skal være en søndag, da der til nogle af turene skal betales et depositum. Der kan forældrene så sidde sammen med de unge mennesker og finde ud af, hvad der skal sættes kryds ved og eventuelt betales for.

I uge 33 – 12.-16. august bliver programmet husstandsomdelt i hele kommunen, så det sikres, at alle unge fra 7. klasse og opefter i Favrskov modtager programmet. Og alt det skulle gerne være klaret, så alle er klar til tilmelding søndag 18. august kl. 12.

Som altid er programmet lavet i et tæt samarbejde med Ungerådet, der repræsenterer de tre geografiske områder i ungdomsskolen. De unge får desuden input og gode ideer fra kammeraterne, så de har nogle bud på, hvad der hitter hvor.
- Selvfølgelig er der ikke frit valg på alle hylder. Der skal være en god ide, en underviser og så skal økonomien selvfølgelig være til det. Men så har de unge også mulighed for at afprøve nogle ideer og har indflydelse på meget af det, der sker, siger Lena Leth Jensen og afslører, at det også er de unge, der har tradition for at sætte deres grafiske aftryk på det altid farvestrålende program.

Ungdomsskolen kommer rundt på alle skolerne i løbet af uge 34 og 35 for at reklamere for de mange tilbud i programmet.  

Dato: 04. juli 2019

Senest opdateret:

04. juli 2019