You are here

Tusinder af børn på skolevejene

I de kommende uger begynder tusindvis af børn i skole, og med kampagnen ”Børn på vej” vil Favrskov Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden minde alle trafikanter om at passe godt på børnene. Forældrene får også hjælp til at klæde børnene på, så de bliver mere sikre i trafikken.

Langs skolevejene i 92 kommuner, her i blandt Favrskov Kommune, vil der i den kommende måned være skilte med teksten ”Børn på vej”. Det er et synligt bevis på, at sommerferien er ved at være slut, og tusindvis af mindre og større børn vil igen færdes til fods, på cykel og løbehjul til og fra skole hver dag. Det stiller krav til trafikanterne om at vise ekstra hensyn.

Udover skiltene, der skal få trafikanterne til at vise ekstra hensyn, gennemfører politiet i hele landet også en lang række kontroller på skolevejene for at få flere til at overholde fartgrænserne og være opmærksomme.

Men kampagner og politikontrol gør det ikke alene. Det er også vigtigt, at forældrene har lært deres børn, hvad de skal være opmærksomme på i trafikken, og hvordan de passer på sig selv.

Gør dit barn klar til trafikken

Som forældre kan der være mange spørgsmål: Hvornår er barnet eksempelvis klar til at gå alene i skole, og hvordan får man sin teenager til at spænde cykelhjelmen? På  sikkertrafik.dk/mitbarn kan forældre tilmelde sig et gratis nyhedsbrev med gode råd og øvelser, der er målrettet barnets alder. På den måde får man løbende hjælp til at sætte fokus på de vigtigste områder, der kan være med til at sikre, at barnet er klædt bedst muligt på til at klare sig i trafikken.

Om kampagnen ”Børn på vej”

Bag kampagnen ”Børn på vej” står 92 kommuner, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. Se alle kommunerne her.

Kommunerne sætter skilte op langs skolevejene med teksten ”Børn på vej” og uddeler kampagnepakker til skolerne, så det bliver lettere at undervise børn og unge i sikker adfærd i trafikken. Kampagnen varer fra uge 33 til og med uge 36. Politiet gennemfører kontrol på skolevejene i ugerne 32 og 33.

Dato: 10. august 2018

Senest opdateret:

10. august 2018