You are here

Udskolingen skruer op for erhvervspraktikken

De unge skal have mere viden om erhvervsuddannelser, så flere af dem går den vej. Derfor har Favrskov Byråd afsat midler i årene frem til erhvervspraktik og åben skole.

Hvordan er en arbejdsdag for en elektriker og en gartner? Og hvad laver en mejerist og en kok egentlig? Det og meget mere får udskolingseleverne i 9. klasse nu mulighed for at blive klogere på, når de får tilbudt at komme ud i cirka fem dages erhvervspraktik.

Søndervangskolen i Hammel og Rønbækskolen i Hinnerup har haft nogle elever i praktik, og fra uge 45 og frem følger de øvrige skoler efter med lignende forløb. Til foråret er turen kommet til eleverne på 8. årgang.

Formålet med erhvervspraktikken er primært at kvalificere elevernes uddannelsesvalg, understreger Birthe Bitsch Mogensen, pædagogisk konsulent i Favrskov Kommune:
- Erhvervslivet har hele tiden brug for dygtige medarbejdere, og det er vigtigt, at de unge tænker bredt og kender til mulighederne, når de skal vælge en uddannelse. Erhvervspraktikken kan være med til at give eleven konkrete og praktiske erfaringer med erhvervsuddannelsernes karrieremuligheder, og samtidig giver det også eleverne et indblik i, hvordan dagligdagen er på en arbejdsplads.

Eleverne må gerne selv finde en praktikplads, men de kan også få hjælp af en uddannelsesvejleder, der samarbejder med en jobkonsulent.
Lene Thøgersen, leder af Unges Uddannelse og Job, roser det lokale erhvervsliv for at tage positivt imod de elever, der forespørger på en praktikplads.
- Heldigvis tager de fleste virksomheder sig tid til kortvarigt at tage en elev ind. Selvfølgelig stiller det krav til virksomheden om at have en plan for, hvad der skal ske i løbet af de fem dage, finde en kontaktperson og inddrage eleven så meget som muligt. For eleverne er det en unik mulighed for at få et kig ind i et fag, der interesserer dem, så de mere kvalificeret kan finde ud af, om det er den vej, de skal gå, lyder det fra Lene Thøgersen.

Eleverne har tænkt bredt i valget af praktikpladser – fra uge 45 og frem skal de blandt andet ud som elektriker, tjener, pædagog, bager, frisør, tømrer, mekaniker, fisker, kok, mejerist, receptionist og medarbejder i hjemmeplejen.

Dato: 01. november 2019

Senest opdateret:

01. november 2019