Danmarksmester markerer afslutningen af tre-årigt peer-projekt

08.12.2022

I går fik Favrskov Kommune besøg af den dobbelte danmarksmester i poetry slam, Sara Hauge. Anledningen var en markering af, at peer-projektet i Social og Psykiatri afslutter efter tre år. Til oplægget var borgere, medarbejdere og ikke mindst de peers, der har understøttet projektet, inviterede.

I sin optræden fortalte Sara Hauge med stor humor og poesi om eget liv med psykisk sygdom. Sara gav de tilhørende perspektiver på, hvordan det er at være borger i ”systemet”, og hvordan sociale medier kan give en følelse af ensomhed en lørdag aften. Publikum var begejstrede for oplægget og det gav anledning til refleksion og en efterfølgende dialog.

Selvom onsdagen markerede afslutningen af peer-projektet, er peer-støtte langt fra fortid i Social og Psykiatri i Favrskov Kommune. Peer-støtte er blevet en vigtig del af organisationen, da peers løfter en central opgave med stor betydning for borgerne i de forskellige tilbud. Social og Psykiatri håber derfor, at der fortsat vil være stor opbakning til recoverykurser og til at blive peerfrivillig i organisationen.

Fakta om peer-støtte i Social og Psykiatri:

Peers er mennesker med egne levede erfaringer med psykisk sårbarhed eller -sygdom, og de hjælper andre i situationer af samme karakter til at skabe en positiv forandring. Peers i Social og Psykiatri løser en række forskellige opgaver, eksempelvis facilitering af socialt samvær og aktiviteter sammen med borgerne. Fælles for peers i Social og Psykiatri er, at de alle har gennemført et recoverykursus. Her lærer man at arbejde med egen recoveryproces, og hvordan man kan bruge egne erfaringer med psykisk sårbarhed til at hjælpe andre i deres forandringsproces.

Hvis du kunne tænke dig at tilmelde dig et recoverykursus, skal du henvende dig til Social Indsats.

Har du allerede gennemført et recoverykursus eller en anden peeruddannelse og kunne tænke dig at blive peerfrivillig i Social og Psykiatri, kan du henvende dig til Frivilligcenter Favrskov.