De unge vælger knallertkørekort, rejser og faghold

25.08.2022

Tilmeldingerne til de mange hold hos UngFavrskov tikker hurtigt ind for tiden. Omkring 900 elever har meldt sig til, og de 1900 holdtilmeldinger er rundet nu.

Knallertkørekort og motorlære er fortsat populære tilbud hos UngFavrskov (Ungdomsskolen Favrskovs nye navn). Det samme er rejser, ture og weekendarrangementer. Det går også fint med tilmeldinger til de sociale hold ’Dream Teams’ og det nyoprettede hold ’Forfatterspire’, hvor de unge kan udforske deres skrivefærdigheder og blive dygtigere til at skrive.
Der er også god søgning til de kreative fag, outdoor-hold, vandaktiviteter, hjernefag, mad og motion.

Mette Svenningsen, afdelingsleder i UngFavrskov, oplyser, at der fortsat er ledige pladser på hovedparten af holdene, så de unge skal bare melde sig til.
Årets helt store udfordring er til gengæld at få de unge til at melde sig til ungdomsskolens ungeråd.
- Ungerådet er vigtigt, for det er der, de unge har mulighed for at få indflydelse på UngFavrskov og dens tilbud. Vi har brug for de unges ideer, indspark og modspil, så derfor håber vi, at flere unge vil være med i ungerådet, lyder det fra Mette Svenningsen.

Se UngFavrskovs mange spændende tilbud 

Send en sms, hvis du vil være med i Ungerådet eller vil høre mere: 24 59 45 85.