Elever bliver AppWriter-superbrugere

15.03.2022
Tre skoleelever arbejder ved deres computere
To elever får hjælp af en underviser ved deres computere
Underviser viser et læseprogram frem

Alle skoler i Favrskov Kommune er ved at få et nyt læse-skriveprogram, og i den forbindelse skal lokale elev-superbrugere hjælpe andre elever med at lære programmet at kende.

- Nej, hvor bliver det godt, lyder det spontant fra Silas, der går i 6. klasse på Ulstrup Skole. Sammen med elever fra fire andre skoler er han ved at blive introduceret til læse-skriveprogrammet AppWriter, hvor Anders Laue Krejlgaard fra firmaet Wizkids står for undervisningen.

Silas’ positive udbrud drejer sig om at få tale konverteret til en skrevet tekst. Han er selv ordblind og er allerede gået i gang med at bruge AppWriter.
- Programmet er godt og hurtigt, og det er nemt at finde ud af. Det kan en masse, læsestemmen er god, og derhjemme kommer jeg helt sikkert til at bruge tale til tekst, siger Silas.

AppWriter erstatter læse-skriveprogrammet IntoWords/CD-ord. Det bliver en flydende overgang, og både lærere, vejledere og elever bliver lært op som superbrugere, fortæller Marie Flytkjær Holm, der er læsekonsulent i PPR:
- Vi har valgt AppWriter, da det også arbejder godt sammen med de øvrige programmer, vi bruger ude på skolerne. Via elevernes Uni-login kan de tilgå det nye program, der i flere sammenhænge kan være til gavn for alle elever. Det indeholder også et ordbogsværktøj, hvor eleven med et enkelt klik kan lave billedsøgning på opslagsordet. Elever med læse- og skrivevanskeligheder har brug for et hjælpeværktøj, så de kan læse alderssvarende tekster og udtrykke sig nuanceret skriftligt og ikke kun bruge de ord, de kan stave til, og der får de rigtig god hjælp via AppWriter.

Med fra Ulstrup Skole er også Eline fra 6. klasse og Sille fra 5. klasse. Sammen med Silas er de enige om, at det er en god idé, at de bliver superbrugere.
- Så kan vi hjælpe andre, og det lærer vi også noget af, og vi lærer nye mennesker at kende. Det bliver sjovt. Desuden har lærerne også nok at se til, så det er fint, at vi kan hjælpe til, lyder det fra Silas, Sille og Eline. Sidstnævnte tilføjer dog:
- Jeg er ikke den bedste til at fremlægge, så jeg håber, at det går bedre, når jeg bare skal hjælpe en og så videre til en anden.

Marie Flytkjær Holm håber, at superbrugerfunktionen netop kan give eleverne et boost:
- Vi ved af erfaring, at det netop er godt at lære det nye af en anden elev, der måske bøvler med det samme som en selv. Så hører de om elev-superbrugernes strategier, og hvordan de bruger værktøjerne bedst muligt. Det bliver godt for de elever at være rollemodeller.

Samtidig med læringen eleverne imellem er det naturligvis stadig vigtigt, at lærerne taler med eleverne om, hvordan værktøjerne bruges godt i deres fag, understreger læsekonsulenten.

Adspurgt om, hvad der er det værste ved at være ordblind svarer de tre Ulstrup-elever hurtigt:
- Det er selvfølgelig, at vi ikke kan læse ordentligt, så derfor føler man sig som en særling, og man vil egentlig bare være almindelig. Nogle elever synes også, at vi får særbehandling, og at det er snyd. Det er det ikke.

Der bliver ikke lukket ned for IntoWords/CD-ord foreløbigt, da de berørte elever skal have mulighed for at bruge det til sommerens eksamener, hvis de er mest trygge ved det.