- Eleverne glæder sig til onsdag, for så skal vi ud at sejle

06.11.2023
Musikgartneriet på Hadsten Skole
Musikgartneriet på Hadsten Skole
Musikgartneriet på Hadsten Skole

Musikgartneriet fra Favrskov Musikskole er et obligatorisk tilbud til alle 0. klasser i kommunen. Musik, sang, leg og bevægelse skaber fællesskab og knytter an til den øvrige undervisning i 0. klasse. Tag med på Hadsten Skole, hvor gruppe rød en onsdag morgen skal til Australien.

Eleverne går stille ind i klasseværelset med hinanden i hænderne, mens koordinator og underviser Linn Kruse Kristiansen fra Favrskov Musikskole spiller på klaveret. De ved, hvad de skal og byder ind med timens indhold, mens Linn tegner på tavlen. Børnehaveklasseleder Birgitte Thomsen og pædagogmedhjælper Line Blichfeldt Kristensen sidder sammen med børnene på gulvet. Inden det ti uger lange forløb med skibsrejsen, sange, opgaver og besøg til flere forskellige lande, så har Line og Birgitte holdt et møde med Linn, hvor de aftaler, hvad der i store træk skal ske.
- Det har været det samme forløb i en årrække, og det gør det nemt at være med. Jeg kender sangene og rutinerne, og det betyder, at jeg kan være et godt eksempel for børnene og være deltagende fra start, siger Birgitte Thomsen.

 

Gentagelser giver tryghed

Sammen med Line har hun også forskellige opgaver timen igennem. Linn sætter gang i flere sanglege, og på et tidspunkt når de frem til, at de skal lede efter flaskeposten. Efter lidt søgen finder Nova og Emil flaskeposten godt gemt i en kasse. Billedet i flasken viser koralrev og farvestrålende fisk, og efter flere gætterier afslører Birgitte, at rejsen i dag går til Australien. Linn introducerer en lege med en haj, nogle fisk og et orkester. Alle går op i legen og reglerne. Musikseancen rundes af med, at alle skal slappe af, liggende på gulvet. De slukker lyset, Linn spiller stille musik og instruerer dem i, hvad de skal gøre, og roen sænker sig i klasselokalet. Efter afslapningen er de nået til det sidste punkt: Den kreative opgave. Den tager Birgitte og Line sig af, mens Linn assisterer med at spidse farveblyanter og snakke med eleverne om de fisk, hajer og koralrev, de gerne vil tegne.
- Forløbet stimulerer børnene på mange måder. Der er bevægelse, musik, sang og sprog, og læsekonsulent Mette Mondrup fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) kobler det at læse og skrive på forløbet og tænker det ind i den øvrige undervisning. Det kan være ugens ord, der hænger sammen med vores Musikgartneriet, der løber over ti uger. Vi har en masse gentagelser i løbet af de uger, og det gør børnene trygge, så de kan slappe af i det og samtidig være aktive. Jeg kommer ikke ind som en, der skal underholde. Vi co-teacher, og der er en dynamik mellem mig og de øvrige voksne, og det er rigtig fedt at opleve, lyder det fra Linn Kruse Kristiansen.

 

Samarbejde på tværs i kommunen

Birgitte Thomsen mærker også, at det giver sammenhold i klassen, og hun oplever nogle børn, der ikke altid har mod på at deltage i sang og bevægelse, faktisk bliver deltagende i dette forløb:
- Eleverne glæde sig til onsdag, for så skal vi ud at sejle. De er helt med på historien, og det giver nogle fine snakke om de lande, vi rejser til. Vi har eksempelvis været i Rusland, og så kom vi efterfølgende til at snakke om, at Rusland er i krig i Ukraine. Linn er utrolig indlevende og opmærksom på hele tiden at inddrage børnene fra starten, og humøret er altid en tand højere efter en omgang musik.

Faretruende hajer, farvestrålende fisk og fyldige koralrev fylder de små lapper papir. De små kunstværker bliver stolt vist frem og kommer med hjem i tasken.
- Så er det gummistøvler og regntøj på, lyder det fra Birgitte og Line, for nu er timen og turen med Linn til Australien slut. Snart runder hun de ti gange af i klassen, og 10. november munder det hele ud i en musikfest i Sløjfen, hvor musikskolens lærerband spiller, eleverne synger og tager forældre og søskende med på en skibsrejse.
- Måske har elevens ældre søskende prøvet samme forløb og kan huske noget af det. Og de mindre søskende kommer helt sikker til at opleve det. Det giver gode ringe i vandet. Det samme gør det, at vi har Favrskov Bibliotekerne med i forløbet. De laver en bogliste med forslag til bøger, som børnene kan låne sammen med deres forældre, så de får endnu mere ud af temaet. Der er virkelig en rød tråd i det og samarbejde på tværs i kommunen, understreger Linn Kruse Kristiansen.

Læs mere om Musikgartneriet og Favrskov Musikskole

Musikgartneriet på Hadsten Skole
Musikgartneriet på Hadsten Skole
Musikgartneriet på Hadsten Skole