Engleikoner pynter på årets julekort

20.12.2022
Et billede af kommunens julekort med farvestrålende engleikoner.

Hvordan ser engle egentlig ud? Det har mange elever fra Favrskovs folkeskoler givet deres bud på, og nogle af de farvestrålende engleikoner er nu blevet til kommunens julekort anno 2022.

Favrskovs Billedskoler holder Åben Skole-workshops for kommunens 3. og 5. klasser. På nogle af de workshops har elever fra Favrskovs folkeskoler med inspiration fra Line Frøslev fra Hinnerup Billedskole givet deres bud på, hvordan engleikoner kan se ud.

Det er der kommet en masse farvestrålende ikoner ud af, hvor nogle har æblerøde kinder, brune øjne, grønne vinger og lysende glorier. Andre har et djævelsk smil, røde øjne og et sværd i hånden.

I alt 12 af de engleikoner giver liv til Favrskov Kommunes julekort anno 2022, og billedkunstner og kunstformidler Line Frøslev glæder sig over kortets flotte udtryk:

- I Favrskovs billedskoler er vi meget glade for at kunne bidrage til årets kommunale julekort med de her skønne børnekunstværker. At engleikonerne bliver brugt i denne sammenhæng, gør børnene stolte og er samtidig med til at skabe opmærksomhed omkring billedskolerne og vores aktiviteter. Efter juleferien starter vi nye billedskolehold op i Hammel, Ulstrup, Hadsten og Hinnerup, og alle interesserede børn og unge er velkomne.  

Læs mere om billedskolerne i Favrskov Kommune