You are here

Codan flytter 170 medarbejdere til Favrskov

Forsikringsvirksomheden Codan etablerer nyt jysk hovedkontor med 170 medarbejdere i Søften.

I løbet af sommeren 2021 flytter forsikringsselskabet Codan ud af sine nuværende kontorer i Aarhus og ind i et nyt hovedkontor i Søften Erhverv. Codan har ledt efter et nyt jysk domicil gennem et stykke tid, og valget er faldet på et eksisterende byggeri i Søften.

Borgmester Nils Borring byder Codan velkommen i Favrskov. 

- Vi er glade for at byde Codan velkommen i vores attraktive erhvervsområde i Søften, der med sin beliggenhed lige op ad E45 gør det nemt for medarbejderne at komme til og fra. Det valgte domicil ligger på en facadegrund med stor synlighed, og kommunens ønske er netop at tiltrække virksomheder med mange ansatte til disse erhvervsgrunde. Samtidig vil vi glæde os over at få endnu en stor virksomhed til kommunen med mange ansatte, der forhåbentlig vil værdsætte de smukke omgivelser og den gode beliggenhed.

Det nye domicil ligger på adressen Omega 3 med facade ud mod Århusvej. Størstedelen af de 170 medarbejdere, der får ny arbejdsplads i Søften, er en del af Codans skadecenter, der årligt behandler godt 200.000 skader. Codan oplyser, at fire ud af fem medarbejdere kan se frem til at bruge kortere tid på transport til og fra arbejde i det nye domicil.

Dato: 26. marts 2021

Senest opdateret:

26. marts 2021