Et Favrskov i balance

22.12.2023

Når julen og nytåret nærmer sig, bruger vi ofte store ord om fællesskab, kærlighed, omsorg og fred. I år er der i høj grad brug for både ord og handlinger, der netop kan bane vejen for fred. I en urolig verden med krige på mange fronter kan vi glæde os over vores fredelige plet på landkortet og dvæle et kort øjeblik ved vores held ved at høre til netop her, i Danmark og i Favrskov.

24 ud af 25 byrådsmedlemmer står bag kommunens budget for 2024. Budgettet er i balance, og det udgør et godt fundament for det kommende års arbejde. Vi har et arbejdsomt og samarbejdende byråd i Favrskov. Det betyder, at der sker noget. 

Vi er godt i gang med den grønne omstilling i form af solceller, fjernvarme og en vedtaget klimaplan. Vores Bæredygtighedsudvalg har fokus på seriøse klimatiltag. Vores nye sundhedspolitik beskriver indsatser inden for trivsel, kost og bevægelse. I løbet af 2024 forventer jeg, at vi vedtager en ny erhvervspolitik, som skal bidrage til vækst og udvikling i erhvervslivet. 

Vi får meget ud af vores anlægsmidler, og 2023 har budt på mange indvielser: Nye plejeboliger på Solhøj i Hammel, ny hjælpemiddelservice i Hadsten, et ombygget køkken i Sløjfen i Hadsten, Demenshuset Favrskov og tilpasninger af vuggestuer og børnehaver, så vi fortsat kan tilbyde børnepasning til nye tilflyttere. 

I 2024 skal vi påbegynde byggeri af et nyt plejecenter i Hadsten, og for første gang i Favrskovs historie skal vi planlægge byggeriet af en ny skole, der skal ligge i Korsholm-området. Tre nye daginstitutioner er også på vej, og det samme er et nyt idrætsanlæg i Søften. I den kommende Plan- og Bæredygtighedsstrategi er det foreslået at omdanne landsbyerne Selling, Farre og Grundfør til centerbyer, så de kan udvikle sig endnu mere. Der er gang i den i Favrskov.

Udvikling, vækst og bosætning koster penge, og derfor holder vi sammen med andre vækstkommuner gang i de landspolitiske drøftelser om at få udligningsordningen set efter i sømmene, så pengene til kommunerne kan blive mere retfærdigt fordelt.  

Vi er halvvejs i denne valgperiode, og som borgmester har jeg fundet min plads og form, men jeg har fortsat meget at lære. Det gør jeg blandt andet, når jeg besøger vores mange arbejdspladser, hvor jeg møder engagerede ledere og medarbejdere. Jeg kommer også rundt til vores store og små virksomheder. Det skaber en vigtig dialog og forståelse for hinandens virkelighed. 

Den nære og personlige virkelighed oplever jeg også, når jeg kommer rundt til borgere, der fejrer diamantbryllup, krondiamantbryllup og 100-års fødselsdag. Det er en gave at snakke med de mennesker. Jeg får ofte fortalt historier fra en tid, hvor vilkårene var mere beskedne end i dag. 

Det er godt at blive mindet om, hvor godt vi har det, både i forhold til tidligere tider og de mennesker, der lige nu oplever krigens rædsler. Vi må holde fast i, at livet handler om nærvær, fællesskab, kærlighed, omsorg, god moral og ordentlighed. Og det er nemmest at praktisere, når der er fred.

Godt nytår til alle!

Lars Storgaard, borgmester i Favrskov Kommune