Favrskov regional vinder i skoletrafiktest

15.11.2022
Diplom, der viser, at Favrskov Kommune har vundet en skoletrafiktest
Lederteamet på Bavnehøjskolen i Hadsten viser vinderdiplomet frem for skoletrafiktesten i 2022.

Rådet for Sikker Trafik gennemfører hvert år Kommunernes Skoletrafiktest, og i år er Favrskov Kommune regional vinder af konkurrencen.

Topplaceringen i Region Midtjylland bygger på, at skolerne i Favrskov Kommune prioriterer trafikundervisningen på de forskellige klassetrin. Det vil sige, at de yngste elever i 0.-1. klasse gennemfører gå-prøven, eleverne i 5.-6. klasse prøver kræfter med cyklistprøven, og de ældste elever i 8.-9. klasse får undervisning i risikoforståelse, der handler om at forstå, hvor risikabelt det er eksempelvis at køre fuld eller uden hjelm på cykel.

Morten Lyhne Sørensen, skolechef i Favrskov Kommune, glæder sig over det flotte resultat i testen:
- Skolerne fortjener ros, fordi de er gode til at sætte fokus på området. Trafikundervisningen er obligatorisk i folkeskolen, og vi har heldigvis nogle dedikerede kræfter på skolerne, der sørger for høj kvalitet i den undervisning.

Diplomet kommer rundt på skolerne i Favrskov Kommune - på billedet øverst til højre er det nået til Bavnehøjskolen i Hadsten, hvor Heidi Østergaard, Bjørn De Place og Pernille Rømer viser det frem.

Kommunernes Skoletrafiktest er en årlig national undersøgelse, som gennemføres af Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med landets kommuner og skoler. Testen giver et overblik over trafikundervisningen i grundskolen både på nationalt plan og i hver enkelt kommune. Det gør det muligt at sætte målrettet ind og styrke rammerne for trafikundervisningen, der bidrager til, at færre skolebørn kommer til skade i trafikken. 

Læs mere om testen i 2022