Favrskov Talent lukker ned til sommer

21.02.2022

Siden 2018 har udvalgte elever været en del af Favrskov Talent. Talentsamarbejdet lukker nu ned fra det kommende skoleår, og ressourcerne bliver i stedet prioriteret bredt på skoleområdet.

Tilbage i oktober 2018 startede Favrskov Talent op som et pilotprojekt, hvor 28 elever fra Hadsten-området spillede basket, håndbold, fodbold og e-sport. Gennem årene er Favrskov Talent blev udvidet, både i forhold til deltagende skoler og repræsenterede idrætsgrene. Målet har været at spotte talenterne og give dem mulighed for at arbejde mere målrettet med deres talent. I denne sæson er der 58 elever med.

Igennem alle årene har det været et forvaltningsprojekt i Børn og Kultur, forklarer Hans Minor Vedel, direktør i Børn og Kultur:

- Projektet har ikke været politisk forankret og har primært haft deltagelse af elever fra Hadsten, Hinnerup og Søften, mens den vestlige del kun har haft en meget lille deltagelse. Det har været spændende at prøve af, og jeg vil gerne rose de deltagende idrætsforeninger, trænere, undervisere og talentkoordinatoren. De har ydet et fantastisk stykke arbejde og været med til at vise eleverne, hvad det vil sige at arbejde mere dedikeret og målrettet med deres sport. Som forvaltning har vi postet midler i projektet, og de er gået til forholdsvis få elever. Midlerne vil fremadrettet bruges på andre tiltag og indsatser bredt på skoleområdet.

Basketball, e-sport, fodbold, håndbold, badminton og svømning har været en del af Favrskov Talent. Det samme har nogle individuelle sportsgrene gennem årene, og i skoleåret 2020-2021 var musik også en del af projektet.

Gennem alle årene har Thomas Møller været talentkoordinator og fulgt eleverne og Favrskov Talent tæt. Han er selvfølgelig ærgerlig over, at tilbuddet lukker ned.
- Det har været vores chance for at tænde en ild i de elever, der har talentet og gerne vil videre med det, og samtidig beholde dem i det lokale miljø. Mange af dem har virkelig også udviklet sig, både sportsligt og personligt. For mig har det været spændende og lærerigt at være en del af, og det er selvfølgelig forvaltningens beslutning, om det skal fortsætte eller ej, lyder det fra Thomas Møller.

Så mange elever har været med i de enkelte skoleår: 

2018/2019: 28 

2019/2020: 60

2020/2021: 71

2021/2022: 58 

De nuværende 58 elever fortsætter deres deltagelse i talentsamarbejdet frem til sommerferien.