Favrskov vil sikre flere ladestandere ved virksomhederne

30.10.2023
Bil ved ladestander

Nyt samarbejde skal få flere ladestandere op ved virksomhederne og gøre det mere attraktivt at køre elbil i Favrskov.

Favrskov er en udpræget pendlerkommune, hvor omkring otte ud af ti ansatte i virksomhederne har mere end 10 km på arbejde. Det betyder, at mange tager bilen, og derfor er der et stort potentiale i at gøre det mere attraktivt at køre elbil.

Favrskov Kommune har af den grund valgt at indgå et samarbejde med virksomheden ParkPrivate, der dels skal undersøge de lokale virksomheders interesse for opsætning af ladestandere og dels skal understøtte et fælles udbud, så interesserede virksomheder få en attraktiv pris på opsætningen af ladestanderne.

I aftalen om et fælles udbud er der indbygget en præmis om, at de ladestandere, der sættes op hos virksomhederne, skal være offentligt tilgængelige enten hele dagen eller uden for normal arbejdstid. Det nye samarbejde understøtter dermed ikke kun omstillingen af virksomhedernes bilflåder og medarbejdernes private biler, men styrker også den generelle ladeinfrastruktur i kommunen.

Det nye samarbejde er én af en lang række klimaindsatser, som Favrskov Kommune arbejder med i forlængelse af vedtagelsen af Klimaplan 2050. Målet med klimaplanen er at gøre kommunen CO2-neutral i 2050.

Skal din virksomhed være med?

Vil du høre mere om din virksomheds mulighed for at deltage i undersøgelsen og det fælles udbud, kan du kontakte Karsten Brandt fra ParkPrivate på 2966 8144 eller kb@parkprivate.dk.

Øvrige erhvervshenvendelser

Har du spørgsmål til samarbejdet, eller har du andre erhvervsrelaterede spørgsmål, kan du kontakte Favrskov Kommunes erhvervskoordinator, Anders Starberg Pedersen, på 2374 7578 eller aspe@favrskov.dk.

Favrskov Kommunes strategi for ladeinfrastruktur

I 2022 vedtog Favrskov Kommunes byråd "Strategi for ladeinfrastruktur 2022". Strategien har til formål at sikre den nødvendige ladeinfrastruktur på de rette steder i kommunen.

Du kan læse "Strategi for ladeinfrastruktur 2022" her