Favrskov-virksomhed har fundet vejen til millionstøtte fra EU

25.11.2021

CemeCon Scandinavia med base i Hinnerup har for nylig modtaget to millioner kroner i støtte fra EU-kommissionen, medfinansieret af Innovationsfonden og Eureka. Det er ikke første gang, virksomheden opnår EU-støtte.

Tre personer i produktionslokale på en virksomhed

Hinnerup-virksomheden CemeCon Scandinavia har for nylig opnået to millioner kroner i EU-støtte til et projekt, hvor virksomheden sammen med tre partnere skal udvikle en miljøvenlig belægningsløsning, der kan erstatte hårdkrom, som bruges til at forlænge levetiden på fx værktøj.

CemeCon er specialiseret i at belægge værktøjskomponenter, og EU-støtten til projektet er afgørende for at udvikle den nye belægning.

- Det er et stort arbejde at søge midler sammen med andre virksomheder, men to millioner kroner rykker meget for os. Uden de penge havde processen været meget langsommere og var formentlig løbet ud i sandet til sidst på grund af manglende ressourcer. Samtidig er det et sats at bruge en del ressourcer på at søge støtte, for man jo ved ikke, om det lykkes, siger adm. direktør Konrad Bienk, og projektleder Julie Schmøkel fortsætter:

- Nej, det er bestemt ikke en gavebod. Det kan helt sikkert betale sig at søge, men det er også vigtigt, at man overvejer risiciene ved at bruge ressourcer på at søge, for man risikerer at få et nej. Hvis ikke man har råd til at bruge ressourcer på at søge og så få et nej, så skal man ikke gå i gang. Lige op til coronanedlukningen oplevede vi, at en partner pludselig trak sig fra et andet samarbejdsprojekt, uden det havde noget med os at gøre. Så har man spildt penge og energi, og det skal man være opmærksom på ved samarbejder, siger Julie Schmøkel.

Foruden det aktuelle projekt har CemeCon tidligere fået otte millioner kroner i støtte til et andet projekt, lige som virksomheden for nylig har taget hul på et tredje projekt, hvor de som partner i et større projekt skal arbejde med grøn omstilling.

Udviklingen af teknologien i CemeCon Scandinavias aktuelle projekt er omkostningstung, og virksomheden lægger foruden EU-midlerne også selv to millioner kroner i udviklingen. Inden projektet blev til noget, gjorde virksomheden brug af en af erhvervskonsulenterne hos Central Denmark EU Office (CDEU) i arbejdet med at matche projektet med den rigtige støttepulje.

- Der er bureaukrati i EU-systemet, og det skal man være indstillet på. CDEU er en god hjælp, inden man går i gang med at søge. De har styr på programmerne og kan finde hoved og hale i EU-systemet og læse mellem linjerne, hvad et program er rettet mod. Derudover vil jeg foreslå, at man ansætter en akademisk medarbejder, hvis man beslutter sig for at søge EU-midler. Vores seneste ansøgning er på 289 sider, og det er et stort, omfattende arbejde at skrive en god ansøgning, siger udviklingschef Michael Lykke Hvam.

CemeCon Scandinavia gør også brug af støtteordningen EUopSTART, som er tilskud til dækning af udgifter til at søge støttemidler, og derudover anbefaler virksomheden også, at man tager fat i Erhvervshus Midtjylland, hvis man vil vide mere om at søge EU-midler.