Fodboldskole reddet af lokal opbakning

17.06.2022

Fodboldklubben i HØST IF har lige fået stjålet stort set alt sit træningsudstyr, men takket være hjælp fra lokalområdet og naboklubber kan den årlige fodboldskole gennemføres.

En af trænerne i idrætsforeningen HØST blev mødt af et tomt og trist syn, da hun mandag skulle låse sig ind i fodboldklubbens container ved hallen i Hadbjerg. Hængelåsen var skåret op med en vinkelsliber, og containeren var stort set ribbet for indhold.

- Der plejer at være stopfyldt, men nu var der kun få ting tilbage, fortæller formand for fodbold Lars Olsen, og tilføjer, at det må have krævet en varebil at fragte alle tingene fra stedet.

For pist væk var klubbens kompressor, boldpumpe og trillebør, væk var fodbolde, rebounder og net til mål, væk var markeringstoppe, hjørneflag og kegler. Foruden en del andet udstyr, der bruges til træning. Selv klubbens overtrækstøj var stjålet.

For fodboldklubben er det naturligvis et stort og ærgerligt tab. Ikke mindst fordi den årlige fodboldskole starter i uge 26, hvor træningsudstyret skulle have været i brug. Men det viste sig hurtigt, at hjælpen var nær.

Et par opslag på Facebook om indbruddet satte nemlig gang i både en lokal indsamling og donationer:

En lokal tømrer ville gerne give klubben en ny kompressor og en trillebør, Hadsten Sportsklub har tilbudt at donere 20 fodbolde, og der blev også startet en indsamling via mobilepay.

- Efter fem timer var der allerede kommet 5.000 kroner ind, fortæller Lars Olsen, som er både glad og taknemmelig.

- Det viser en stor opbakning fra både lokalsamfundet og naboklubber - vi står sammen. Selvom det hele lige pludselig ser umuligt og træls ud, er der nogle, der træder til og hjælper. Det er opløftende.

Så fodboldskolen er reddet.

-  Der er en masse ting, der giver lidt udfordringer, men vi skal nok få det gennemført! Det, vi ikke har eller kan få, det kan vi låne. Vi mangler noget udstyr til træningsøvelser, og det er selvfølgelig en udfordring. På den anden side stiller det krav til kreativiteten og til at gøre tingene på en anden måde, så udfordringen kan også være positiv. Men vi kunne godt have undværet det, mener Lars Olsen.

Klubben er lige nu ved at undersøge, hvad forsikringen dækker.