Gå på affaldsjagt med en gratis grab

02.11.2021
Affald på jorden

Favrskov Kommune lancerer i samarbejde med Favrskov Forsyning og Favrskov Bibliotekerne en ny udlånsordning, der skal gøre det nemmere at samle skrald.

Nu kan du låne andet end bøger på bibliotekerne i Favrskov. Som et nyt tiltag for at holde kommunen ren, har Favrskov Kommune indkøbt 32 affaldsgrabber, som borgere gratis kan låne på bibliotekerne på samme vilkår som bøger.

En affaldsgrab er slags forlænget arm, der gør det muligt at samle affald op fra jorden, uden at man behøver bukke sig ned efter det og røre ved det.

- Jeg ved, vi er mange, der er kede af at se affald flyde rundt omkring langs veje og i vores parker. Det er hverken særlig kønt at kigge på, og så er det skidt for naturen og for de dyr, der lever i den”, siger Nils Borring, der er borgmester i Favrskov Kommune.

Borgmesteren fortæller, at flere borgere har efterspurgt en indsats målrettet mod henkastet affald, så det glæder ham, at ordningen med udlån af affaldsgrabber nu er en realitet:

- Jeg er flere gange blevet kontaktet af borgere, der har efterspurgt en ordning som denne. Så nu er jeg selvfølgelig spændt på, hvordan borgerne tager imod tilbuddet”, siger borgmesteren.

Målet med den nye udlånsordning er, at borgere, der gerne vil bidrage til at holde naturen fri for affald, nu har bedre vilkår for at gå på affaldsjagt.

Det glæder kultur- og fritidschef Ulla Egeberg, at bibliotekerne kan bidrage ind i det gode projekt:

- Med de mange borgere, der jævnligt besøger deres lokale bibliotek, er det et naturligt og bekvemt sted for borgerne at hente affaldsgrabberne”, siger hun.

Bibliotekerne har også tidligere fungeret som udleveringssted for de populære biodiversitetsposer, som Favrskov Kommune har udviklet til borgere, som ønsker at skabe vild natur i deres haver.

Udleveringen af biodiversitetsposer er netop afsluttet for i år, men det forventes, at ordningen vender tilbage i 2022, når det igen bliver sæson for at gå i haven.

Fakta

  • 32 affaldsgrabber er indkøbt af Favrskov Kommune og fordelt på Favrskovs fire biblioteker i Hadsten, Hammel, Hinnerup og Ulstrup.
  • Affaldsgrabberne er chippet og udlånes på lige fod med bøger og andet materiale.
  • Ordningen er et samarbejde mellem Favrskov Kommune, Favrskov Forsyning og Favrskov Bibliotekerne.