God dialog om baneplejen

25.02.2022
Børn spiller fodbold på en fodboldbane

Fodboldklubberne og Favrskov Kommune har holdt dialogmøde i denne uge, og med på mødet var også kommunens nye leverandør af banepleje, Forstas. På mødet blev der afstemt forventninger i forhold til den nye driftskontrakt, der træder i kraft 1. april 2022.

Forvaltningen præsenterede også nye begreber i forhold til banerne og plejeniveau, og det hele skal være med til at sikre, at de mest benyttede baner også får den bedst mulige pleje indenfor det afsatte beløb. Udgangspunktet er, at standarden på den generelle basispleje af alle baner er forbedret.

I forbindelse med budget 2022-2025 bevilligede byrådet 1,5 mio. kr. om året til området, og udvalget har nu besluttet, at pengene skal bruges til genopretning af fodboldbanerne i hele kommunen. Pengene skal gå til forskellige drænopgaver og etableringspleje på baner, hvor det har manglet.

Den nye driftskontrakt og bevillingen er begge vigtige elementer i at forbedre baneforholdene for kommunens mange fodboldspillere.

Kultur- og Fritidsudvalget ser frem til at følge arbejdet med den nye kontrakt og udmøntningen af den bevilling, byrådet har givet.

- Vi håber, at alle de frivillige ildsjæle i de mange fodboldklubber ser en forbedring over tid. Vi håber, at dialogmødet er startskuddet på et godt samarbejde mellem forvaltningen, fodboldklubberne og den nye leverandør, siger Morten Bang, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.