God læring i en teaterforestilling

16.05.2022
Teaterforestilling i kulturhuset i Hinnerup for udskolingselever
Forskellige rekvisitter til teaterforestillingen The Wave

En engelsk teatertrup har gæstet bibliotekerne i Hadsten og Hinnerup med forestillingen The Wave, hvor udskolingselever har lært om disciplin, gruppepres, fællesskab og autoriteter.

Kan grusomhederne med holocaust fra 2. verdenskrig gentage sig? Vil man blindt følge en leder? Og hvor langt vil man gå? Det er nogle af spørgsmålene, forestillingen The Wave kredser omkring, og forestillingen bygger faktisk på virkelige hændelser på en high school i USA.


Forestillingen foregår i et klasseværelse, hvor en lærer nu vil se, hvor langt de kan komme med disciplin og sammenhold. Men han mister kontrollen, eleverne tropper op i hvide skjorter og laver en hilsen med armen – en bølge (The Wave), som de runder af med at slå sig på brystet. Det ender med et opgør i gymnastiksalen.

Udskolingselever fra Østervangskolen i Hadsten, Haldum-Hinnerup Skolen og Hadbjerg Skole har set forestillingen. Gina Bach er udskolingslærer på Haldum-Hinnerup Skolen, og hun så også forestillingen med eleverne.
- Det var rigtig godt, og mange af eleverne var begejstrede. De fik noget historie og nogle dilemmaer ridset op, og det hele foregik på et forståeligt engelsk, så der var også sprogundervisning i det. Skuespillerne var tætte på os, og de havde så meget energi og et tydeligt kropssprog. Og ja, med eleverne har vi fået en snak om, at det nok desværre godt kan ske igen, lyder det fra Gina Bach, der satte pris på, at forestillingen foregik lokalt.