God læring i sundhedseksperimentariet

16.01.2024
Homasa Shino er lærer på Hadbjerg Skole
Undervisning om nikotin og snus på 8. årgang
Fysisk aktivitet i sundhedseksperimentariet på 8. årgang

8. årgang fra Hadbjerg Skole og Haldum-Hinnerup har været i sundhedseksperimentariet, hvor de er blevet klogere på det, der påvirker deres sundhed. – Jeg oplever dem som modtagelige, og de kan i høj grad relatere til det, de hører og oplever, siger Homasa Shino, lærer på Hadbjerg Skole.

Kan man dø af alkoholforgiftning? Hvad er hårdest for ryggen – stå, sidde eller ligge? Hvor sidder den største muskel i kroppen, og hvad går tandsundhed ud på? Det var nogle af de spørgsmål, eleverne fra 8. årgang blev præsenteret for, da de deltog i sundhedseksperimentariet i Rønbæk Idrætscenter i Hinnerup, arrangeret af kommunens sundhedspleje, tandpleje og træning. 

Eleverne kommer rundt til forskellige workshops, hvor der er fokus på nikotin, alkohol, hjernesundhed, seksuel sundhed, tandsundhed og fysisk aktivitet. 
De forskellige workshops byder på en blanding af oplæg, opgaver, quiz og bevægelse. I forbindelse med alkohol får eleverne forskellige briller på, så de kan se, hvad det vil sige at være påvirket af alkohol. Med brillerne på skal de gå en runde uden at vælte keglerne.

Fysioterapeut Mathias Birk Thomsens workshop har overskriften ’Fysisk aktivitet’. Den starter stillesiddende, da Mathias gerne vil snakke med eleverne om, hvad fysisk aktivitet er for dem. Stille og roligt får han snakket dem varme, og derefter står den på fysisk aktivitet og gode spørgsmål om kroppen.
- Det får dem til at tænke over, hvad fysisk aktivitet er for dem, og hvad der er godt og skidt for deres krop. De bliver også mere bevidste om, hvad livstilssygdomme er, og hvordan man forebygger dem, lyder det fra Mathias Birk Thomsen, inden han sætter gang i en hurtig quiz.

Homasa Shino, SSP-lærer på Hadbjerg Skole, deltager i arrangementet og glæder sig over elevernes nysgerrighed.
- Jeg oplever dem som modtagelige, og de kan i høj grad relatere til det, de hører og oplever. For mange af dem er det også en øjenåbner i forhold til deres egen sundhed. Det er godt for dem at arbejde med sundhedsperspektivet, fordi de kan relatere til det, og det er yderst relevant for dem. De får ny viden, så der er god læring i at deltage. Det er også vigtigt, at vi tager ud af huset, får en fælles oplevelse og møder nogle eksperter, der ved en masse om det, de taler om, siger Homasa Shino.

Fakta: 
Sundhedseksperimentariet er en del af SSP-forløbet ’På eget ansvar’, som ligger på 8. årgang. Forløbet består af forskellige oplæg og foredrag, som præsenterer 8. klasserne for nogle forskellige livsvilkår og gerne skal have en oplysende og forebyggende effekt.
Udover Sundhedseksperimentariet er emnerne:

  • Sikker Trafik
  • Sex og samfund
  • Locomotivet (psykisk sårbarhed)
  • Tuba – at være pårørende til en misbruger
     
Fysisk aktivitet i sundhedseksperimentariet på 8. årgang
Briller, der kan vise, hvad det vil sige at være påvirket af alkohol
Info om tandsundhed og hvad der ætser tænderne