You are here

Grønt Fællesmøde sætter retning for klimasamarbejde

Der var stor opbakning fra de lokale virksomheder, da Favrskov Kommune i onsdags inviterede til en dialog om, hvordan virksomhederne og kommunen kan arbejde sammen om at booste den grønne omstilling.

Favrskov Kommune har sat som mål at være en CO2-neutral kommune i 2050. For at nå det mål har kommunen brug for et stærkt samarbejde med både borgere og virksomheder.

Mange små og store virksomheder ønsker at gå i en grønnere retning, men det kan ofte være en udfordring at gennemskue, hvor man skal tage fat, og hvordan man kommer godt i gang med den grønne omstilling af sin forretning.

Derfor inviterede Favrskov Kommune onsdag til Grønt Fællesmøde, hvor en række oplæg og workshops skabte rum for vidensdeling og diskussion om, hvordan kommunen og virksomhederne i Favrskov kan videreudvikle samarbejdet om en effektiv omstilling og et grønnere Favrskov. 

Steffen Max Høgh, CSR-direktør ved møbelvirksomheden Holmris B8 og forfatter til bogen ”Bæredygtig Business”, delte ud af egne og andres erfaringer med at gøre den grønne omstilling til en del af virksomhedens forretningsmodel, og Frode Laursen, der er en af Danmarks største transportvirksomheder, fortalte om, hvordan de arbejder med at nedbringe deres CO2-aftryk.

Virksomhederne efterspurgte blandt andet et netværk til deling af grønne cases, klare linjer for CO2-regnskaber, og viden om hvordan man dokumenterer virksomhedens klimavenlige tiltag. Favrskov Kommune vil det næste stykke tid gå i nærmere dialog med virksomhederne om at tage næste skridt på vejen – for eksempel gennem forpligtende klimapartnerskaber.

Flere nye klimatiltag på vej

Onsdagens møde med de lokale virksomheder er ét af mange nye tiltag, som Favrskov Kommune i disse måneder sætter i søen i målet på at blive klimaneutral i 2050.

Et andet tiltag er Klimauger, der løber af stablen i uge 40 og 41. I løbet af de to uger bliver der sat fokus på, hvordan private, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger og kommune kan dele viden og sammen sætte gang i bæredygtige aktiviteter og løsninger.

Klimauger arrangeres i samarbejde mellem foreningen Klima Favrskov og Favrskov Kommune. Programmet offentliggøres i uge 37.

Dato: 10. september 2021

Senest opdateret:

10. september 2021