Guldklumperne på Vagtelvej

01.07.2022
Legemobiltelefoner lavet i træ
To dagplejere hjemme ved dem selv
Børn, der leger i en sandkasse

Det har altid vrimlet med børn hos Gitte og Steen Hoffman, der i mange år har haft et fælles parløb som dagplejere i parcelhuset på Vagtelvej i Hinnerup. Men nu er det slut, da de går på efterløn.

De syv børn hygger sig rundt om bordet, mens æbler og boller med smør stille og roligt glider ned. En løbende næse bliver tørret, og snakken går. Normalt er der otte børn – fire til Gitte og fire til Steen, men et barn er kommet i børnehave, og der er ikke kommet et nyt barn til, da efterlønnen venter nu, hvor de begge lige om lidt fylder 64 år.


- Der bliver da stille, men vi vil gerne stoppe, mens vi stadig er friske og magter opgaven. Vi sætter en ære i at gøre det så godt som muligt, og det har været vigtigt, at forældrene søgte os, og at vi stadig var attraktive, siger Steen og Gitte.
Måltidet er slut, og børnene søger hen i sandkassen og legehuset. Dagene tilbringer de ude, og når der skal skiftes en ble, foregår det i bryggerset med udsigt til legeområdet. Og så er de jo netop to til at tage sig af børnene, så der er altid en voksen, der har overblikket.

Sådan har det ikke været hele tiden på Vagtelvej, hvor Gitte for 34 år siden tog imod de første dagplejebørn. Der var hun alene i jobbet, og med i børneflokken var Steen og Gittes egen søn. Den ældste søn skulle til at begynde i skole og Gitte, der er uddannet bager, havde fuldtidsarbejde i et bageri, og Steen arbejdede på kontor.
- Så opstod ideen om at blive dagplejer, så vi kunne få hverdagen til at hænge sammen, og jeg har aldrig fortrudt mit skifte. I 1992 ville Steen også gerne skifte job, for han arbejdede så meget og så vores egne tre børn for lidt. Han søgte ind på pædagogstudiet, men manglede erfaring med børn, fortæller Gitte.

Det førte til, at han blev dagplejer i en periode, fik erfaring nok, søgte ind som pædagog og blev færdig i 1999. Derefter havde han job i Hadsten og socialpsykiatrien i Aarhus Kommune. I 2011 kom der et nyt skifte, siger Steen:
- Der var nedskæringer, og jeg havde brug for at lave noget andet. Så jeg ansøgte om at blive dagplejer sammen med Gitte. Vi er gamle skolekærester og kender hinanden så godt, så jeg var aldrig i tvivl om, at det kunne vi godt klare.
- Han skulle bare lige finde ud af reglerne, for ellers var han ude igen, lyder det grinende fra Gitte, som Steen kalder ’direktøren’.

På den måde begyndte der et nyt arbejdsfællesskab på Vagtelvej, og de anbefaler begge samarbejdet.
- Det er jo fantastisk for børnene, for de har adgang til de samme to voksne dagen igennem, og endda to voksne med forskelligt køn. Det er i den grad en styrke, og vi har haft et forrygende samarbejde om de her guldklumper. Der er ikke tid til privat snak. Vi er på arbejde, og sådan skal det være. Vi er certificeret Grønne Spirer, og det har været en fantastisk tilgang til arbejdet, hvor vi er ude i naturen på en ny måde og er blevet mere kreative. Tænk sig at ligge ned i skoven og kigge op i himlen, uanset årstiden og snakke om alt det, vi kan se og høre. Vi har set haletudserne udvikle sig, fulgt solsorten, der byggede rede i vores have, og børnene har lært at kende forskel på fuglene. Naturen kan så meget, lyder det fra Gitte og Steen.

Det kan jobbet som dagplejer også, og derfor vil de to erfarne dagplejere gerne anbefale jobbet.
- Du har en frihed til at planlægge din dag og selv sætte dagsordenen – og ellers gør børnene det. Du møder mange forskellige mennesker, og det er skønt at samarbejde med forældrene. Man kommer tæt på hinanden, og du holder jo af de børn. Der er også et højt fagligt niveau i forhold til børns udvikling, så du bliver hele tiden ved med at udvikle dig. Og du ’passer ikke bare børn’. Der er hele tiden et udviklingspotentiale, og det holder dig skarp. Der er ingen grund til at dukke nakken og tale jobbet ned. Der er grund til at være stolt af jobbet og gøre det attraktivt, lyder det fra Gitte og Steen.

Nu pakker de sammen og er klar til at begynde et nyt kapitel i deres liv. Abisko Nationalpark i Lapland, vandreture, midnatssolen, Sydfrankrig, tid med de otte børnebørn og gåture i skoven om formiddagen, er noget af det, der venter. Og huset er faktisk også sat til salg, for de har ikke længere brug for så meget plads. Så hvis der lige er en, der gerne vil være dagplejer og samtidig mangler et hus, så er der en god løsning på Vagtelvej i Hinnerup!

Børnetøj i garderoben hos dagplejen
Børn og voksne sidder ved et bord hos to dagplejere
Skilt om tiltaget Grønne Spirer