Hip hurra for Hinnerup Bibliotek & Kulturhus

12.05.2023
Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fylder 30 år
Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fylder 30 år
Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fylder 30 år

Mandag 15. maj 2023 kan Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fejre, at huset har 30 år på bagen. Det bliver fejret i løbet af dagen med kaffebord og musik, og alle er velkomne. 

På dagen fra kl. 10-18 inviterer Hinnerup Bibliotek & Kulturhus alle til en hyggelig dag med kaffe og kage og musikalsk underholdning for store og små. I løbet af dagen underholder sanger, musiker og performer Mariann Mikkelsen med harpespil og sang. Mariann er uddannet klassisk sopran med et alsidigt repertoire – lige fra opera og musical til folkemusik og danske viser.

En fejring af fællesskab

Hinnerup Bibliotek & Kulturhus har med sit karakteristiske tårn stået med skoven i ryggen som et af byens vartegn i nu 30 år. Alle år har huset været et sted for fællesskaber og nye møder, både møder med ny viden, mennesker og inspiration. Det er heldigvis fortsat tilfældet, og biblioteket og kulturhuset oplever stor tilslutning til både kulturarrangementer, udlån af bøger, lån af lokaler og brug af biblioteksrummet og studiepladser. For at fejre huset som uforpligtende mødested og fællesskabsdannende kulturinstitution markeres jubilæet som en festlig og uhøjtidelig dag, hvor huset inviterer alle til at komme forbi.

- Vi synes fortsat, at huset med dets arkitektur står skarpt og har svært ved at forstå, det er 30 år gammelt. Vi har valgt at markere 30-års jubilæet 15. maj ved at invitere alle ind til fælles fejring af deres hus. Præcis som huset til daglig fungerer som uforpligtende mødested, inviteres alle til formiddagskaffe- og eftermiddagskaffebord i biblioteksrummet. Markeringen af dagen afsluttes i Uhresalen kl. 17, hvor vi omkranset af PRIMUS-udstillingen skal nyde et glas bobler og en fællessang. Alle er meget velkomne, og det kræver ingen tilmelding, fortæller Ulla Knudgaard Fisker, afdelingsleder for Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

På dagen vil man også kunne se en fotoudstilling samlet af Egnsarkivet med billeder fra husets tilblivelse og branden i 2002 samt en bogudstilling med bøger fra de sidste 30 år, lavet af Ingrid Degn.

Program for dagen:

  • Kl. 10: Morgenkaffe, velkomst og musikalsk indslag v. Mariann Mikkelsen.
  • Kl. 14: Eftermiddagskaffe, velkomst og musikalsk indslag v. Mariann Mikkelsen.
  • Kl. 17: Fællessang v. Mariann Mikkelsen og bobler i Uhresalen omgivet af PRIMUS-udstillingen ”Sig det med blomster”.