Hverdagens aktiviteter gavner ældres livskvalitet i Favrskov
På plejehjemmene og i kommunens sundhedscentre er der året igennem forskellige aktiviteter, der gavner fællesskabet og forebygger ensomhed blandt ældre. Nogle tilbud står personalet for, andre styrer de frivillige. Tag med til sundhedscentret i Hadsten og hør mere om nogle af aktiviteterne.
Tidligt på formiddagen er der gang i køkkenet, hvor mandeholdet laver tomatsuppe og linsesuppe. Det er et personalestyret tilbud, hvor borgere, der bor i eget hjem, får mulighed for at holde madlavningsevnerne vedlige, så de fortsat kan lave mad derhjemme. Senere mødes en anden gruppe borgere i en spisegruppe, som frivillige kræfter er tovholdere på. Her har Hadsten Hallen leveret maden, og det handler mere om samværet og det at spise sammen med andre. Så er der hyggegruppen med rundstykker, sang og småaktiviteter, hvor både frivillige og personalet bidrager, og endelig er der fredagscaféen med rundstykker og forskellige kortspil. Fem frivillige står for det tilbud, der også har stor tilslutning.
Ser frem til torsdag
Ugen igennem valfarter borgerne til de forskellige tilbud. Jakob Skriver på 101 år kommer i fredagscaféen:
- Det er whist, samværet og hyggen, der gør det.
En anden deltager tilføjer:
- Vi var nye i byen og kendte ingen. Nu har vi fået venner gennem caféen. Det betyder alt.
På mandeholdet deltager Finn Priergård Møller og Kaj Hestbæk. De får begge glæde af både madlavningen og samværet.
- Det er mit eneste samvær i ugen, så jeg ser frem til torsdagen, siger Kaj, mens en deltager i spisegruppen understreger, at det er samtalerne og grinene, der gør det til ugens højdepunkt.
Giver glæde og samvær
De mange positive meldinger fra borgerne glæder både de frivillige hjælpere og personalet, da de mange tilbud netop skal have værdi for borgerne og gøre noget positivt for deres livskvalitet i hverdagen.
Else Marie Mogensen, Anna Ø. Christensen og Birgit Andersen er nogle af de frivillige hjælpere. - Det giver mig glæde og samvær, og jeg kan mærke, at der bliver sat pris på det, vi gør, siger Else Marie Mogensen, og Anna Ø. Christensen tilføjer:
- Vi har et fantastisk samarbejde mellem os frivillige, og det smitter af på deltagerne.
Birgit Andersen er frivillig i Fredagscaféen, og hun kender efterhånden mange af de borgere, der kommer i caféen.
- Det er en glæde at kunne gøre noget for andre, og det glæder mig, når borgerne finder sammen om de forskellige spil. Alle skal have det godt, og hvis ikke, så finder vi en, der kan hjælpe, lyder det fra Birgit Andersen.
Skabe rammer for livsglæden
Ved at tage en snak med en aktivitetsmedarbejder kan borgere blive visiteret til de forskellige aktivitetstilbud, hvor kommunens medarbejdere er tovholdere og yder støtte og vejledning. To af dem er Mette Bone Eidorff og Sara Sophie Grarup Jensen. De er blandt andet med til at lave mad på mandeholdet.
- Det handler ikke kun om at lave mad, men også om at skabe rammer for livsglæden, og vi ser borgerne vokse med opgaverne. Det giver dem både praktiske færdigheder og en følelse af at være en del af fællesskabet. Det sociale er en vigtig drivkraft, og når de synger eller spiser sammen, så sænker de skuldrene og stemningen bliver varm, siger Mette Bone Eidorff og Sara Sophie Grarup Jensen.
I aktivitetsafdelingen i sundhedscentret i Hadsten er der et godt og tæt samarbejde mellem de ansatte og de frivillige, siger Jeanette Lajer Thye, der er netværks- og frivillighedskonsulent i afdelingen:
- De frivillige gør en stor indsats for at skabe rammerne for gode relationer, fællesskaber og samværsformer. De er med til at rekruttere og engagere ældre borgere i sociale fællesskaber. De frivillige tilbud betyder, at der er et endnu større udbud af meningsfulde aktiviteter, borgerne kan deltage i.
Fakta:
I aktivitetsafdelingerne arbejdes der ud fra den rehabiliterende socialpædagogiske tilgang, hvor borgerne styrker og vedligeholder deres sundhed og færdigheder. Gennem meningsfulde aktiviteter er det muligt for borgerne at fremme deres netværk, livskvalitet og mestringsevne. Borgere over 60 år, efterlønsmodtagere, folkepensionister og førtidspensionister kan blive visiteret til et kommunalt aktivitetstilbud på baggrund af, om man har brug for støtte fysisk, psykisk eller socialt. Efter noget tid i det kommunale aktivitetstilbud kan der ske en udvikling, så borgeren kan rumme at være i et frivilligt tilbud.
Hvis du ønsker at blive frivillig i de kommunale aktivitetstilbud, kan du få en samtale med aktivitetsteamet. Der kan eksempelvis laves en aftale om en fast dag, en fast aktivitet, faste opgaver, faste arrangementer, eller hvad der nu er behov for de pågældende steder.