Julekonkurrence skal forebygge hærværk og indbrud

19.12.2023
Deltag i julekonkurrence ved skolerne i julen

Hvor mange julekugler er der i cylinderen? Det spørgsmål og en god præmie skal gerne få skolebørnene og deres forældre til at kigge forbi skolen i juleferien, så det ekstra liv ved skolen kan være med til at forebygge hærværk og indbrud.

Favrskov Kommune har tidligere haft stor succes med at introducere en konkurrence i ferietiden, både i sommerferien og i juleferien. Igen i år er der udtænkt en konkurrence, hvor skolerne stiller en cylinder i et vindue eller en dør på skolen. Cylinderen er fyldt med smukt dekorerede julekugler, som SFO-børnene på den pågældende skole har udsmykket. Så handler det om at tage et billede af cylinderen og sende billedet sammen med et gæt på antal kugler til mailen julekugle@favrskov.dk Du skal også skrive dit navn og navnet på den skole, du har været omkring. Derefter deltager du i lodtrækningen om to biografbilletter med sodavand og popcorn.

Christina Ingerslev Stensgaard, forsikringsadministrator i Favrskov Kommune, håber, at mange vil kigge forbi skolerne i kommunen i forbindelse med juleferien.
- Skolerne er generelt udsatte steder, hvor der med jævne mellemrum desværre sker hærværk og indbrud. Det er vi selvfølgelig trætte af, så vi vil gøre, hvad vi kan for at forhindre, at der sker noget, mens skolen er lukket. Alle kan være med til at skabe lidt liv omkring skolen ved at gå forbi og gætte med. Der er også en lyskæde i cylinderen, så det er også muligt at finde den, når det er blevet mørkt, siger Christina Ingerslev Stensgaard. 

Hun understreger, at man selvfølgelig skal ringe til politiet, hvis man på sin tur ved skolen opdager, at der er gang i noget kriminelt.
- Og er der noget hærværk eller andet, vi som kommune skal have information om, så kan de kontakte kommunen på 89 64 10 10 i dagtimerne og ellers på 40 11 56 30, oplyser Christina.