Julemarked på Solhøj med samhørighed og livskvalitet

09.12.2022
Folk deltager i julemarkedet på plejecenter Solhøj i Hammel.
Tre mænd deltager i julemarked på plejecenter Solhøj i Hammel.
Julepynt på plejecenter Solhøj i Hammel.

Plejecenter Solhøj i Hammel har lige holdt julemarked med duften af æbleskiver og lyden af julemusik. Efter et par år, hvor julen har været præget af corona, var det nu igen muligt at invitere alle indenfor.

Der var fyldt op rundt om bordene, og snakken gik lystigt hen over den varme gløgg. En rolig og hjemlig stemning prægede julemarkedet, og det glæder Mette Fleron, gruppeleder på Solhøj:
- Det er vigtigt for os på Solhøj at skabe arrangementer, der både er hyggelige og uformelle samtidig med, at der er plads til alle. Vores beboere er mest trygge i vante, hjemlige rammer. Derfor er det så givende, at vi kan holde julemarked her og invitere folk indenfor – den samhørighed og livskvalitet, julemarkedet emmede af, var fantastisk at se.

Det var også muligt for beboere og gæster at få gjort nogle gode og unikke juleindkøb, da der var boder med lokale produkter fra værkstederne i InSide, juledekorationer og træfigurer. Der var også en mobil skobutik og en mobil tøjbutik, og flere af boderne måtte melde om udsolgt, inden dagen var forbi.
Ifølge Mette Fleron skaber det liv på Solhøj, når lokalsamfundet bliver inviteret indenfor:
- Ved et af bordene sad to beboere og en ung kvinde med et lille barn. Det var så dejligt at se flere generationer sidde og spise æbleskiver og drikke saftevand sammen. Det er det julen kan - den bringer minder, glæde og fællesskab med.

Julemarkedet gentages igen til næste december, men plejecenter Solhøj holder også en årlig torvedag først på sommeren, hvis du har lyst til at opleve den gode stemning på Solhøj inden da.