Leonardos univers i Hadsten

17.05.2022
Elever bliver undervist i billedkunstlokalet
Elever bliver undervist i billedkunstlokalet
Elever arbejder i billedkunstlokalet

3. A på Hadsten Skole har haft gang i fantasien og samarbejdsevnerne, da underviser Jane Susanne Andersen fra Billedskolen i Ulstrup kiggede forbi til en skabende dag med overskriften ’Leonardos univers’.

Jane Susanne Andersen fortæller eleverne, at renæssancemennesket Leonardo da Vinci var vant til at arbejde sammen med andre, når han malede. Og eleverne skal også samarbejde om at skabe små skulpturer, der ender med at blive til en flyvende by.
- Det er vigtigt, at I bliver enige om, hvad I vil lave, og så skal I fordele opgaverne imellem jer. I skal bare tænke stort, nyt og anderledes, og I må gøre en masse, bare ikke tegne på jeres skulptur, lyder det fra Jane Susanne Andersen til eleverne.

I små grupper arbejder eleverne med limpistoler, tråd, træpinde, papir og meget andet. Små huse, fartøjer, skibe, huler og meget andet tager form rundt omkring, og næste opgave lyder på at udstyre skulpturen med nogle vinger, en propel eller noget andet, der kan få den til at flyve.
- Det vigtigste er, at eleverne bruger deres fantasi og kreative evner, så de ikke straks lader sig begrænse af, at det skal ligne noget. Og så skal de kunne finde ud af at samarbejde. Og der skal være ros til dem, for de er virkelig med på den. De fleste af dem glemmer faktisk at holde frikvarter, lyder det fra Jane Susanne Andersen. 

Billede af skulpturer lavet af elever i billedkunst på Hadsten Skole