Lungedag sætter også spot på forebyggelse
15. november er der national lungedag, og igen i år markerer Favrskov Kommune dagen med et arrangement på sundhedscentret på Hinneruplund. Der er fortsat fokus på lungesundhed og forebyggelse, og grundet den store interesse sidste år udvides arrangementet med en time.
Den nationale lungedag 15. november 2023 er en god anledning til at sætte fokus på lungesundhed, forebyggelse og viden om lungerne. Omkring 700.000 danskere lever med en lungesygdom, men alt for mange af dem ved det ikke. Eksempelvis lider 350.000 danskere af astma, og over halvdelen af dem ved ikke, at deres lungesymptomer skyldes astma. Ved den rette behandling kan 90 procent af symptomerne fjernes.
Onsdag 15. november 2023 er der mulighed for at få tjek på sine lunger, når Favrskov Kommune inviterer til lungedagsarrangement kl. 14-17 i caféen i Favrskov Sundhedscenter på Hinneruplund, Herredsvej 16-18 i Hinnerup.
På lungedagen er der mulighed for at få målt lungefunktion (en test, der på ti minutter viser, om din lungefunktion er normal eller nedsat), få en kuliltemåling (kulilte opstår ved forbrænding af cigaretter, så hjerne, hjerte, lunger og muskler har mindre ilt til rådighed), få information om gratis rygestoptilbud, blive klogere på mad og drikke ved lungesygdomme og hente inspiration til lungetræning.
Sidste år var der stor søgning til de mange inspirationsstande, så derfor er arrangementet udvidet med en time denne gang. Det er en fin udvidelse, siger Rikke Randrup Skåning, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune:
- Det er dejligt, at der var stor interesse for arrangementet sidste år, og at vi så tilretter programmet efter det i år er helt passende. Det vidner om, at folk faktisk gerne vil vide mere om lungerne og blive klogere på deres egen lungesundhed, som for mange sikkert også er lidt diffust og svært lige at opsøge viden om. Nu er anledningen der, og samtidig kan de snakke med vores mange dygtige medarbejdere.
Christina Rubæk Amstrup, leder af afdeling for sundhedsfremme og forebyggelse, glæder sig over borgernes interesse for dagen og håber, at den gentager sig i år.
- Vi opfordrer til at kigge forbi, hvis man oplever symptomer fra lungerne. Der er god grund til at få tjek på sine lunger, for der er som regel gode behandlingsmuligheder, og meget man selv kan gøre for at mindske symptomer og forbedre livskvaliteten, understreger Christina Rubæk Amstrup.
På lungedagen er det også muligt at lytte til og synge sammen med Favrskov Lungekor, og der er mulighed for at få kaffe, the, vand, frugt og kage. Arrangementet er gratis, og der er ingen tilmelding.