Måltidsværter byder på nærvær, spil og snak

18.03.2022
Ung medarbejder på plejecenter
En beboer og en ung medarbejder spiller kort på et plejecenter

En ny ordning med måltidsværter er sat i gang på tre plejecentre i kommunen. To af værterne er Sarah og Jacob.

På Plejecenter Thorshøj i Thorsø er Sarah Eldrup fra Anbæk ved Hammel lige mødt ind kl. 16, og i de næste tre timer skal hun som måltidsvært hjælpe til med stort og småt. I et af fællesrummene vil nogle beboere gerne se en gammel dansk film, men fjernbetjeningen driller. Sarah giver en hånd med, og til alles glæde toner Poul Reichardt frem på skærmen. Hun snakker lidt med beboerne om filmen, og flere kommer til.
- Nogle gange spiller vi også kort, eller jeg går en tur med dem ude, hvis vejret er til det. Mange vil også bare gerne snakke og lette deres hjerte. Så bliver de glade, og det giver så god mening, for så kan jeg mærke, at jeg gør gavn, lyder det fra Sarah.

På Plejecenter Hinneruplund i Hinnerup er Jacob Asbjørn Schødt Sørensen også på arbejde som måltidsvært. Han holder en beboer i hånden, mens de snakker, og bagefter står den på en omgang kortspil, hvor han ikke er helt med på reglerne.
- Jeg elsker at komme her, for dagene er forskellige, og beboerne er åbne og vil gerne snakke. Jeg kan mærke, at jeg med mit nærvær kan gøre en forskel ved at lytte til beboerne og lave noget sammen med dem. De faste medarbejdere har travlt på det her tidspunkt af dagen, så derfor kan jeg tage mig tid og nå noget af det, de ikke kan, forklarer Jacob.


I efteråret 2020 blev fritidsjobbet slået op, og flere søgte jobbet som måltidsværter. Jobopslaget ramte plet for både Jacob og Sarah, og efter et informationsmøde blev de kaldt til samtale. Corona forsinkede deres jobstart, så de kom først rigtig i gang med jobbet i maj 2021.
- Vi vil gerne have et arbejde, der giver mening for os, og hvor vi gør en forskel for andre. Det gør vi her, kan vi mærke. Og så er det bare fedt at arbejde med mennesker, lyder det fra Sarah og Jacob.
Jacob kan lide at opsøge samtalen og beundrer beboerne for at være åbne.
- Vi har en hyggelig dialog, og de vil så gerne fortælle om deres liv. Og jeg vil gerne lytte. Mine kammerater synes, at jobbet lyder spændende, så jeg kan kun anbefale det, siger Jacob, der går i 2. g på Favrskov Gymnasium og bor i Hinnerup.

Sarah har planer om at begynde på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg, når hun runder 10. klasse af til sommer, og det vil betyde, at hun ikke kan fortsætte i jobbet på Thorshøj:
- Og det er jeg virkelig ked af, for jeg kan godt lide at have med mennesker at gøre, og det har lært mig meget. Normalt er jeg lidt genert, men ikke her, for her vil folk bare gerne snakke, og så gør vi det.

Anne-Mette Jensen og Karen Marie Lidegaard er gruppeledere på henholdsvis Hinneruplund og Thorshøj. De er begge begejstrede for ordningen med måltidsværterne.
- Beboerne er meget glade for dem, og de ved godt, at de ikke hjælper med personlig pleje og toiletbesøg. De laver mange hyggelige og sjove aktiviteter med beboerne, og det giver ro, at de er her. Det giver også luft til det faste personale, så vi håber, at vi kan fortsætte med ordningen. Samtidig håber vi også, at måltidsværterne får øjnene op for faget, så de måske vil være vikarer i ældreplejen og senere læse til sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller hjælper, siger de to gruppeledere.

På Thorshøj er aftensmaden klar, og Sarah hjælper til med at hælde drikkevarer op og servere maden til beboerne – og så sætter hun sig ned for at spise sammen med dem.

Det er også ved at være spisetid hos Jacob, der pakker kortspillet væk, og bagefter giver han en hånd med at varme noget af maden.

Fakta:

Der er i alt ansat 12 måltidsværter på Hinneruplund i Hinnerup, Anlægget i Ulstrup og Thorshøj i Thorsø. De unge arbejder i gennemsnit ca. 6-10 timer om ugen – på faste dage fra kl. 16.00 til 19.00.

Måltidsværterne er mellem 14 og 17 år.

Byrådet har fra 2020 bevilget 100.000 kr. årligt til en permanent ordning, der skal hjælpe med at få unge i fritidsjob på plejecentrene.

 

Ung medarbejder hælder mad op på plejecenter.