- Man lærer det kun ved at træne øjet

08.06.2022
En skoleelev er med til udgravninger i Borre
Børn leder med en metaldetektor i en udgravning
Potteskår fundet i en udgravning.

4. A og B fra Østervangskolen i Hadsten har besøgt jernalderbopladsen i Borre, og det besøg var de vilde med. Det samme var de universitetsstuderende, der underviste dem.

- Jeg har fundet noget, lyder det fra en elev, der graver i jorden, og det samme har elever, der søger rundt med metaldetektoren.
4. klasserne fra Østervangskolen graver i ’sandkasseudgravninger’, hvor forskellige potteskår og indpakkede chokolademønter er gemt. De må ikke grave i de rigtige udgravninger, hvor arkæologistuderende Signe Skibsted og Katrine Birk arbejder. De viser et stolpehul og omridset af langhusets gavle.

- Umiddelbart kan det være svært at se, og man lærer det kun ved at træne øjet. Det hjælper at se luftfoto af udgravningerne, for der får man et helt andet overblik. Det er en stor hjælp. Vi er tændt af koblingen mellem teori i praksis, hvor indholdet i undervisningen giver mening, når vi er ude på en plads. Det kan være hårdt fysisk arbejde, og man skal i hvert fald ikke være bange for at blive beskidt, siger de to, der afslutter deres bacheloruddannelse her til sommer.
De er glade for skoleelevernes besøg, da det lærer dem noget om formidling, og det er altid sjovt at mærke andres begejstring, når de finder noget.
- Så bliver det håndgribeligt for dem og de får mod på mere. Vi vil gerne begge arbejde som feltarkæologer og jeg drømmer selv om at åbne gravhøje og finde egekistegrave, lyder det fra Katrine Birk.

Heidi Gleesborg, lærer på Østervangskolen i Hadsten, glæder sig over turen til Borre:
- Vi vil altid gerne ud af huset, for så oplever vi noget nyt og får andre perspektiver på det, vi har gang i. Her får eleverne lov til at gøre noget, og det vil de rigtig gerne. De er optaget af det hele, og det er godt at se.

En af dem er Rosa Juel Andersen. Hun har deltaget i den workshop, som Billedskolen i Ulstrup står for, hvor eleverne selv tegner og maler fund fra jernaldertiden. Jane Susanne Andersen, leder af Billedskolen i Ulstrup, har tegnet forskellige spænder og udsmykninger op, og dem tolker eleverne videre på. Rosa har også været med i udgravningen, og hun er begejstret:
- Det er både sjovt og sejt at finde noget i jorden, og det er slet ikke kedeligt. Det er vildt at tænke på, at andre mennesker har boet her for så mange år siden, og de har også rørt ved det, vi finder.  

To universitetsstuderende er med i udgravningen.
Elever tegner fund fra jernalderen.
Elever undersøger fund fra udgravning.