Motionsdag for store og små

14.10.2022
Dagplejer leger med børnene på halgulvet.
En pige i dagplejen leger på motionsdagen.
Scooterræs til dagplejens motionsdag.

Skolernes motionsdag markeres i hele landet i dag – og også i Favrskov, hvor dagplejen, børnehaverne og skolerne har haft motion på dagens program. Tag med til to dagplejegrupper – en i Hammel og en i Hadsten og nyd billederne af de mindste i bevægelse.

I haven ved dagplejens legestue på Vinterslevvej i Hadsten er der kaldt til motionsdag med forskellige poster. Dagplejer Susanne Sander Willesen fortæller, at der er valgt aktiviteter, de mindste kan være med til:
- Der er scooterløb, sæbebobler og fluesmækkere, fiskedam, æggeløb og de kan sprøjte med vandfarve på papir. Og så runder vi af med, at alle får et diplom.
I Hammel er en gruppe dagplejere i fuld gang i hal tre i Hammel Idrætscenter. Der er bolde, fluesmækkere, balloner, ærteposer og bløde madrasser til kolbøtter.
- Vi har fundet på aktiviteter, hvor børnene kaster og griber og øver deres balance. Og så er det jo altid fedt at lege med bolde og balloner, når der er god plads, siger dagplejer Maria Kjær.

Med i billedrullen er der også sneget sig et billede ind af nogle elever fra Skovvangskolen i Hammel. De spillede badminton på motionsdagen.

Børnene leger med sæbebobler i haven.
Børnene fanger legefisk i baljen.
De ældste elever spiller badminton.