Naturbus nr. 2 er klar til at køre ud i det blå

18.01.2023
Børnehavebørn sidder i naturbussen.
Børn fra Børnehuset Fuglereden i Hinnerup står foran ny naturbus.
Børnene snakker om de tegnede figurer på naturbussen.

Først var der en, og nu er der to naturbusser i Favrskov Kommune. Den nye bus er målrettet de ældste børnehavebørn i institutionerne i Hinnerup Nord/Øst. Bussens første tur går i morgen til Moesgård Strand.

- Det er en smuk bus, lyder det fra et af børnehavebørnene fra Børnehuset Fuglereden, da de med flag i hænderne går op mod bussen. Børnene bemærker udsmykningen på bussen. Der er dyr, vand og træer, og det sætter gang i snakken, for nogle af børnene har lige været på tur til Rønbæksøen i Hinnerup, hvor de så fiskehejren, og den er netop også med på den udsmykkede bus.

 

Bussen har plads til 24 børn og fire voksne, og den indeholder toilet, en lille køkkendel og et soveområde bagerst i bussen. Bussen har fast chauffør, der også er en del af normeringen på ture ud af huset. De fem daginstitutioner i Hinnerup Nord/Øst skal bruge bussen på skift – det er Børnehuset Elmegården, Børnehuset Fuglereden, Børnehuset Nørreskoven, Børnehuset Rønbækken og Børnehuset Toppen.
 

Mette Dons Jensen er daglig leder i Børnehuset Fuglereden. Hun glæder sig til at komme i gang med at bruge bussen.
- Vi har selvfølgelig fulgt med i, hvordan det er gået med bus nr. 1, der kører ud fra Søften, og det har bare gjort, at vi har glædet os rigtig meget til selv at få muligheden. Bussen gør det muligt for os at komme ud i naturen og præsentere børnene for nogle andre rammer og gøre dem nysgerrige på nye steder. Det er godt for børnegruppen at prøve noget nyt af sammen og få nogle fælles oplevelser. Turens længde er ofte ikke afgørende, siger Mette Dons Jensen, der allerede har fået mange tip til gode ture.

Første tur går i morgen til Moesgård Strand, og fredag er målet en legeplads i Romalt. Når naturbussen har fyraften, står den ved Naturværket i Hinnerup. 

Børnehavebørn går ind i naturbussen.
Sådan ser naturbussen ud indvendig med køkkendel og sovepladser.