You are here

Nyt tag og ventilationssystem til Inside

Bedre indeklima og et mindre el-forbrug bliver resultatet, når Kultur- og Sundhedscenter Inside i Hammel får nyt tagbelægning og ventilationssystem.

Kran løfter rør ned fra Insides tagTagbelægningen var slidt ned på den 30 år gamle bygning, og da taget ikke kunne renoveres uden samtidig at fjerne ventilationsanlæggene, bliver disse skiftet ud i samme omgang.

Kranerne gik onsdag i gang med at fjerne gamle kanaler og andet ventilation fra taget i Inside, så nu er det store renoveringsarbejde for alvor i gang.

- Inside har udviklet sig med flere tilbygninger, og bruges til mange flere formål nu, end da huset blev bygget. Derfor har behovet for ventilation også ændret sig. Når vi har det nye system på plads, får vi bedre muligheder for at tilføre rummene den luft, der er brug for, forklarer Mads Bülow Sørensen, der er bygningsingeniør i Ejendomscentret og projektleder på renoveringen.

Det nye ventilationssystem bruger mindre strøm og bliver koblet sammen med varmestyringen, så man bedre kan styre temperaturen i rummene og ikke risikerer at varme og køle på samme tid.

Aktiviteter flytter til andre lokaler

Inside er et hus med mange aktiviteter, og derfor kommer renoveringen også til at påvirke nogle af husets mange brugere, men forhåbentlig kun i begrænset omfang.

- Brugerne kan opleve, at deres aktiviteter bliver flyttet til andre lokaler, men vi forsøger i høj grad at lade hverdagen køre som normalt – og så håber vi, at der er forståelse for, at byggerodet fører til bedre indeklima om få måneder, siger Lars Lerche, der er afdelingsleder i Inside.

Ejendomscentret forventer, at renoveringen er færdig i september 2018.

Dato: 09. maj 2018

Senest opdateret:

09. maj 2018