Oles Gård får erhvervsstøtte til virksomhedens næste store kapitel

21.12.2021

Oles Gård er i gang med at etablere en ny pizzafabrik i Thorsø, og LAG Randers-Favrskov støtter projektet med godt 450.000 kroner. Næste ansøgningsrunde løber af stablen i februar 2022.

Virksomhedsejer Ole Olesen

For ti år siden begyndte Ole Christian Olesen at producere økologiske, bæredygtige pizzaer på sin gård – Oles Gård - lidt uden for Hammel. I takt med at kunderne er blevet flere og flere, er gården blevet for lille til vækstambitionerne, og i efteråret købte han derfor en industrihal i Thorsø, som nu er ved at blive omdannet til en moderne pizzafabrik. Den skal føre virksomheden ind i sit næste store kapitel med vækst og bedre forhold for medarbejderne.

- Jeg ville meget gerne holde produktionen på gården, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Grænsen var nået for, hvad vi kunne opnå der, og vi vil gerne videre. Vi har projekter klar i skuffen, som vi nu får mulighed for at realisere, samtidig med at vi fastholder fokus på kvalitet, siger Ole Christian Olesen.

Han vurderer, at den samlede investering lander i omegnen af fem millioner kroner, når ombygningen og indretningen af den 500 kvm store pizzafabrik efter planen er tilendebragt i april 2022. Heraf andrager de vigtigste maskiner og inventar godt 1,1 millioner kroner, og den del af projektet har LAG Randers-Favrskov støttet med godt 450.000 kroner.

- Sådan en støtte har enorm betydning for os. Vi er jo stadig en relativt lille virksomhed, og det er nyt for mig at operere med så stort et udviklingsbudget, som der er tale om her. Hver eneste krone tæller, når jeg skal føre det ud i livet, og derfor er LAG-midlerne en stor hjælp, siger Ole Christian Olesen.

LAG Randers-Favrskov er EU-midler møntet på at støtte erhvervs- og foreningsprojekter i landdistrikter, og tidligere har virksomheder som Bidstrup Gods, Living4u og Sall Whisky også modtaget erhvervsstøtte. Ole Christian Olesen opfordrer andre virksomheder til at gøre brug af ordningen.

- Jeg er ofte blevet kontaktet med oplysning om, at der var nogle støtteordninger, jeg kunne søge, men det følte jeg ikke, at jeg havde tid til, for jeg havde jo travlt med at drive min virksomhed. Nu har jeg fundet ud af, at det er sindssygt vigtigt, at man også er opmærksom på støttemuligheder, for det kan hjælpe virksomheden videre, og jeg er glad for, at jeg gjorde noget ved det nu – det får kæmpe betydning for min virksomhed, siger Ole Christian Olesen.

Han fik et par bekendte til at hjælpe med at lave projektbeskrivelsen og budgettet, og han anbefaler også andre mindre virksomheder at få hjælp af fx en bogholder, når der skal opstilles budgetter for et planlagt projekt. Derudover er der god hjælp at hente hos LAG Randers-Favrskov.

- Mette, som er koordinator hos LAG Randers-Favrskov, snakkede mig igennem processen, og det var en stor hjælp. Hun tog mig i hånden, og jeg kunne tydeligt mærke, at formålet var at hjælpe mig bedst muligt i forhold til at opnå støtte, siger Ole Christian Olesen.

Tre af de fire projekter, der søgte om støtte i den seneste ansøgningsrunde, fik støtte fra LAG Randers-Favrskov. De næste ansøgningsrunder har ansøgningsfrist henholdsvis 11.februar og 9. maj 2022. Tag allerede nu kontakt til koordinator Mette Risager på 6079 5313 eller mr@lagranders-favrskov.dk, og få hjælp og sparring til dit projekt.