’Our Hidden Rainbow’ indviet i Hinnerup



Hinnerup Bibliotek & Kulturhus havde rullet den røde løber ud i dag, da det 25 kvadratmeter store kunstværk ’Our Hidden Rainbow’ i husets trappeopgang skulle indvies. Den bærende farve i Hinnerup-kunstværket er den kraplak-røde farve, da den er bestemt af, hvor bygningen ligger geografisk i forhold til farverne i regnbuen på toppen af ARoS. Den kraplak-røde farve gik igen i de fine kager og drikkevarerne til ferniseringen.
Morten Bang, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune, holdt tale og det samme gjorde Torben Brandi, tidligere rådmand i Aarhus og en af initiativtagerne til kunstprojektet ’Our Hidden Rainbow’ med de i alt ti vægmalerier.
Kunstner Vibeke Lawaetz står bag det farvestrålende vægmaleri fra kælder til kvist i Hinnerup, og hun rundede talerækken af og sagde blandt andet, at kunstværket skal opleves som en bevægelse fra bund til top.
Kunstprojektet i Hinnerup er støttet af Favrskov Kommunes pulje til kulturinitiativer og Favrskov Kommunes Kunstudvalg.