You are here

Byrådet på studietur til Bruxelles

Fra 29. september til 1. oktober 2019 er 19 byrådsmedlemmer og seks embedsmænd fra Favrskov Kommune på studietur til Bruxelles.

Der venter deltagerne et tætpakket program, da der er meget relevant viden og inspiration at hente i Bruxelles.

På den første del af turen besøger de Region Midtjyllands EU-kontor, som har hjulpet med at planlægge programmet. Herudover besøges den danske EU-repræsentation, Margrethe Vestagers kabinet i Kommissionen, og dagen rundes af med et oplæg i KL’s kontor i Bruxelles.

Den sidste dag i Bruxelles er der møde med Dansk Erhverv Bruxelles og Finansrådet samt en rundvisning i Europa-Parlamentet. Der er også afsat tid til at mødes med to parlamentsmedlemmer; Asger Christensen (V) og Niels Fuglsang (S). Sidst på det officielle program står et oplæg om Brexit og de mulige økonomiske konsekvenser for Danmark, EU og Storbritannien.

Borgmester Nils Borring glæder sig over, at så mange byrådsmedlemmer har haft mulighed for at deltage i turen:

- Det er et kompakt program, hvor vi sammen kan hente inspiration til det videre arbejde i både udvalg og byråd. Vi får helt sikkert en masse ny viden og nye indtryk med hjem. Vi får også mulighed for at sætte os mere grundigt ind i EU-arbejdet, og hvordan det spiller sammen med og sætter rammer for den kommunale politik i Danmark. Faktisk viser analyser, at EU’s lovgivning har direkte eller indirekte påvirkning på ca. halvdelen af de sager, vi behandler i Byrådet. Så arbejdet i EU har altså også stor betydning i Favrskov, siger Nils Borring.

Dato: 27. september 2019

Senest opdateret:

27. september 2019