Præstemarkskolen vandt i Hammel



Hammel Idrætscenter var i går fyldt med aktive elever fra 5. årgang, der dystede i høvdingebold. Der deltog klasser fra Ulstrup Skole, Præstemarkskolen i Søften, Haldum-Hinnerup Skolen, Tungelundskolen i Thorsø og Skovvangskolen i Hammel.
Eleverne heppede på hinanden, og det skabte en god stemning i hallerne, hvor der også var mange fine, hjemmelavede bannere. 5. B fra Præstemarkskolen endte med at vinde stævnet, mens 5. A fra Ulstrup Skole kom på 2. pladsen.
5. B fra Præstemarkskolen repræsenterer nu Favrskov Kommune i DSØs (Dansk Skoleidræt Østjylland) kredsfinale i høvdingebold, der spilles i Hammel Idrætscenter torsdag 23. marts. Vinderen af kredsfinalen repræsenterer DSØ til DM-stævnet 2023 i Greve 16.-17. maj.