Regionens EU-kontor er virksomhedernes indgang til EU-støtte

25.11.2021

Der er hjælp at hente, hvis man gerne vil afsøge mulighederne for EU-støtte til en ide eller et produkt, man tror på. CDEU er hele Midtjyllands kontor i EU og står klar til at vejlede virksomhederne.

Smilende person

Det kan være en jungle for virksomheder at finde vej i EU’s støtte-programmer. Men der er hjælp at hente, hvis man gerne vil afsøge, om der er mulighed for at få støtte til en ide eller et produkt, man tror på. Central Denmark EU Office (CDEU), er hele Midtjyllands kontor i EU, og kontoret er sat i verden for, at Midtjylland henter størst mulig værdi ud af det europæiske samarbejde – herunder finansiering af projekter i det midtjyske erhvervsliv.

Thomas Steen Hansen er erhvervskonsulent hos CDEU, og han har hjulpet masser af virksomheder med at få EU-støtte til både større og mindre projekter – herunder Hinnerup-virksomheden Cemecon, der senest har opnået projektstøtte på to millioner kroner, hvilket man kan læse mere om i Erhvervsnyt fra november 2021. Thomas Steen Hansen mødes årligt med de virksomheder, der har knyttet kontakt til ham, for at blive opdateret på virksomhederne og vende deres muligheder for at få EU-finansiering.

- Hvis ikke man kender EU-systemet, så kan det være ganske svært at finde rundt i, og det kan også være svært at vurdere, om et givent støtteprogram er relevant for den ide, man gerne vil have støtte til. Jeg har et overblik over de forskellige finansierings-programmer, der findes i EU-systemet, og derfor kan jeg sparre med en virksomhed om, hvordan en konkret ide passer ind i et bestemt støtteprogram, siger Thomas Steen Hansen og fortsætter:

- Som virksomhed er man altid optaget af den nye, spændende ide, man har fået, men hvis man skal søge støtte i EU, så er det vigtigt, at den også flugter med det, som EU vil. Ellers søger man forgæves. Jeg kan hjælpe virksomhederne med at matche en ide op mod det helt rigtige sted at søge støtte, siger Thomas Steen Hansen.

Han fortæller, at EU ønsker vækst og udvikling for sine støttekroner, og lige nu er innovation og grøn udvikling vigtige parametre at kunne vinge af, når man søger støtte. Derfor skal et projekt tænkes grundigt ind i den kontekst, og det er lettere sagt end gjort.

- Vi møder virksomheder, der kan helt selv, fordi de har forstået vigtigheden af, at man skal skræddersy en ansøgning til et bestemt støtteprogram. Men grundlæggende er det et komplekst system, og der skal ikke meget slinger til, før en ansøgning spænder ben for sig selv. Hvis ikke man har erfaring med at søge EU-midler, så vil jeg anbefale, at man som en virksomhed med interesse i EU-støtte ringer til os en gang om året og aftaler et møde. Vi skriver ikke virksomhedernes ansøgninger, men når vi runder et møde af, så er virksomheden i stand til at beslutte, om den vil gå i gang med at søge finansiering inden for et bestemt støtte-program. Kort fortalt kan vi sætte mulighederne i EU ind i en midtjysk kontekst, siger Thomas Steen Hansen.

EU-specialkonsulent Thomas Steen Hansen kan kontaktes gennem Favrskov Erhverv samt på 22 83 66 43 og tsh@centraldenmark.eu