Savværk har fået støtte til at undersøge potentialet i nyt produkt

05.09.2021
Savværk

Rold Skov Savværk arbejder med at udvikle et nyt klimavenligt produkt og har brugt ECSMV-midler til at undersøge markedspotentialet

Rold Skov Savværk er en af de virksomheder, der har søgt om og fået midler fra ECSMV-projektet til at udvikle både forretningen og den grønne bundlinje.

ECSMV støtter projekter, der fremmer den grønne omstilling, og Rold Skov Savværk har et helt nyt produkt i støbeskeen, som lever op til det krav. Savværket har brugt støttemidlerne til at få konsulenter fra Teknologisk Institut til at vurdere markedspotentialet for det bæredygtige produkt, som er et nyt byggemateriale i træ.

- Den grønne dagsorden er blevet vigtig i byggebranchen, og der er stor interesse for produkter, der mindsker CO2-udledningen. Det gør vores produkt, og inputtet fra Teknologisk Institut har givet os en mere professionel tilgang til at skabe et nyt produkt. Det har været værdifuldt at få andre øjne til at kigge på det, og vi har på baggrund af projektet besluttet at fortsætte arbejdet med udviklingen af produktet. Sandsynligheden for at vi rent faktisk ender med at kunne lancere det er ganske enkelt blevet større, siger adm. direktør hos Rold Skov Savværk, Henrik Thorlacius-Ussing.

Teknologisk Instituts bidrag resulterede også i påbegyndt dialog med en mulig kunde samt et bud på en ny grøn forretningsmodel, som savværket kan bruge fremadrettet. Og savværks-direktøren glæder sig over, at indsatsen har fyret op under arbejdet med det nye, grønne produkt.

- Vi har styr på teknikken og produktionen, men det er vanskeligt at afklare markedspotentialet for et helt nyt produkt. Det havde taget længere tid og krævet flere ressourcer, hvis vi skulle have løftet den opgave selv, siger Henrik Thorlacius-Ussing.

Det var under et møde med Favrskov Kommune om et helt andet emne, at muligheden for at få støtte til grøn produktudvikling blev bragt på bane, og så kunne Henrik Thorlacius-Ussing se muligheder i at få valideret det nye produkt. Og han opfordrer andre virksomheder til at være opmærksom på støtte fra ECSMV.

- Det har ikke været svært at indgå i projektet – det vil de fleste virksomheder kunne klare. Men man skal afsætte noget tid til møder og en del telefonsamtaler. Og så skal man selvfølgelig være indstillet på at inddrage og informere andre mennesker om sin virksomhed. Vi gik i gang sidste sommer, og til efteråret i år har vi et endeligt svar på, om vi satser på vores produkt. Det har værdi for os, at den proces har været hurtig, siger Henrik Thorlacius-Ussing.

Hvis du gerne vil finde ud af, om ECSMV er en god mulighed for din virksomhed, så kontakt Team Virksomheder i Favrskov Kommune her.

Om ECSMV

ECSMV støtter projekter, der fremmer den grønne omstilling. Man kan søge op til 57.375 kr. til rådgivning om udvikling af grøn forretningsmodel og yderligere 200.000 kroner til at implementere den. Støtten til implementering kan bruges på maskiner og udstyr, software, licenser, patenter og knowhow.