Skjød er kommet igennem nåleøjet
Skjød er blandt de fem finalister i kampen om Region Midtjyllands Landsbypris 2023. I morgen skal arbejdsgruppen pitche Skjød for et fagligt panel, og det er vildt at være kommet igennem det nåleøje, siger Hanne Wind-Larsen.
I kåringen af årets landsby har Region Midtjylland fokus på temaet bæredygtighed som den overordnede ramme. Det har Skjød-borgerne oversat til fællesskab og møderum, der giver sammenhængskraft, og ud fra det har de skrevet en flot ansøgning med titlen ’Skjød – en levende landsby uden købmand og skole’.
Hanne Wind-Larsen er tovholder på Skjøds ansøgningsarbejde, og hun synes, det har været en spændende og lærerig proces.
- Vi er jo stoppet op og har prøvet at fokusere på vores styrker og på det, vi gerne vil med vores landsby. Her er mange, der byder ind, og mange er gode til at gribe ideerne og udvikle på dem, fordi vi er omstillingsparate og gode til at få max ud af det, vi har. Vi er også gode til at bede om hjælp og søge fonde, og på den måde har vi hele tiden mod på mere, siger Hanne Wind-Larsen, der selv flyttede til Skjød-området i 1985 fra København.
- Landsbylivet er spændende, og der er så meget engagement. Det har altid være en del af mit DNA, at være med i det, der sker, det giver mening at være med, både mentalt og i forhold til relationer, understreger Hanne Wind-Larsen.
På mødet i morgen med det faglige panel har hun sammen med de tre andre medlemmer - Calle Lund, Erling Stoltze og Mette Sig Pedersen (foto til nyheden på forsiden af hjemmesiden) - fra arbejdsgruppen ti minutter til at præsentere Skjød, hvorefter panelet har 15 minutter til at stille spørgsmål .
- Jeg håber selvfølgelig, at vi vinder prisen til april, og det vil være en kæmpe cadeau, for så har vi vist, at vi er synlige og har meget at byde på. Præmien på de 150.000 kr. vil også give os nogle kærkomne muligheder. Vi kan lave en slags fond, hvor vi kan yde medfinansiering til de rigtige projekter, og vi kan også støtte nogle af de aktive unge familier, der gerne vil byde ind med forskellige børneaktiviteter. Der er mange muligheder og uanset hvad, så vil 150.000 kr. skabe ringe i vandet, og det er netop det, vi har brug for, lyder det fra Hanne Wind-Larsen.