Skovhytten med albuerum og højt til himlen

26.10.2022
Pige holder en lille frø
Fællesrummet i nybygget børnehave
To piger leger ved børnehaven i skoven

Storbørnsgruppen fra Børnehuset Bymarken i Hinnerup har til både børn og voksnes store begejstring nu indtaget den nybyggede skovhytte ved Moselund Spejdercenter. Her er så fedt at være, siger børnene godt i gang med en mudderleg.

De 29 børn i storbørnsgruppen har fulgt tilblivelsen af Skovhytten tæt og kigget forbi mange gange i byggeprocessen. Så nedtællingen har været i gang længe, for hvem vil ikke gerne lege midt inde i en skov med plads til store bevægelser, kig til træerne og varme fra bålet?
Mandag flyttede børnegruppen så ind og fejrede det med fødselsdagssang og boller med flag i. Og adspurgt er børnene da heller ikke i tvivl om, hvordan de skal anmelde stedet:
- Her er bare så fedt. Og det er også fedt inde.
En anden legekammerat svarer bare med en tydelig thumbs up.

Samarbejdet med Moselund Spejdercenter tæt på Århusvej i Hinnerup er kommet i stand, da Børnehuset Bymarken har brug for pladsen til storbørnsgruppen. På sigt vil kommunen gerne lave en helhedsplan for området i samarbejde med spejderne, så endnu flere får glæde af området.

Pædagogerne Naja Jacobsen og Mette Eibye viser rundt og fortæller om stedet sammen med børnene.
- Vi har glædet os så længe til at bruge det her fantastiske sted. Uanset hvor du kigger hen, så er der noget skønt og grønt at kigge på. Her er albuerum og højt til himlen, og det giver et lavere støjniveau, og børnene lærer at klare sig selv og finde på gode lege. Det giver robuste børn og også børn, der har en forståelse for hinanden og hjælper hinanden. De får gode samarbejdsevner ved at være så meget ude, og det gavner fællesskabet, siger de to pædagoger, inden Mette går på tur for at hente brænde sammen med nogle af børnene, og Naja bliver tilbage og passer bålet.

Nogle af børnene tegner ved bordene på den overdækkede terrasse, mens andre leger med mudder og vand. Alle er ude, og inden længe skal de finde madpakkerne frem for at stille eftermiddagssulten, inden turen går tilbage til Børnehuset Bymarken, hvor de skal være omkring kl. 15.
- Stedet her gør alle aktive, og alligevel er her roligt og hyggeligt, og der er også plads til fordybelsen. De finder lynhurtigt på forskellige lege, og vi har aftalt med dem, at de hele tiden skal kunne se eller høre en af os voksne, og vi har gået rundt i området, så de har set, hvor de må gå til. Børnene er også rigtig gode til at holde øje med hinanden, så det skal vi nok få til at fungere, siger Naja Jacobsen.

Skovhytten er indrettet med et stort fællesrum, køkkenfaciliteter og et par toiletter. Der er overdækkede arealer på for- og bagsiden af huset, og garderoben er også udendørs.