Stjålne vejskilte skaber farlige situationer

09.06.2022

Det går ud over både trafiksikkerheden og kommunens økonomi, når vejskilte forsvinder.

Tom skilteholder

Favrskov Kommune oplever for tiden en stigning i vejskilte, der forsvinder fra deres standere. Det er et problem for både kommunekassen og sikkerheden på vejene, forklarer Niels Christian Laustsen, der er afdelingsleder for Trafik og Veje i Favrskov Kommune:

”Det koster i snit kommunen 1.000 kr. at erstatte et vejskilt. Så hver gang nogen tager et skilt med sig hjem, så er det os alle sammen, der betaler regningen.”

Han understreger dog, at det ikke er økonomien men trafiksikkerheden, der er den største udfordring ved de forsvundne vejskilte:

”Vejskilte sættes op for at informere trafikanterne, og når den information mangler, så kan der meget nemt opstå farlige situationer. Hvis der eksempelvis mangler et byskilt, så ved bilisterne jo ikke, at de kører i byzone og derfor kun må køre 50 km/t.”

Niels Christian Laustsen håber, at oplysningen om konsekvenserne ved de manglende vejskilte kan være med til at begrænse skiltetyveriet i fremtiden.

Send et tip til kommunen

Ser du en tom skiltestander, vil Favrskov Kommune meget gerne høre om det.

Du kan tippe kommunen ved at bruge appen Borger Tip. Med Borger Tip kan du gøre kommunen opmærksom på alt fra løse fortovsfliser til gadelamper, der ikke virker. Henvendelser via Borger Tip behandles hurtigst muligt og i prioriteret rækkefølge, og du kan følge status på din henvendelse fra start til slut.

Læs mere og download appen Borger Tip her