Sundhedsdag giver tid til refleksioner



Hvert år arrangerer Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten en sundhedsdag for 1. års eleverne, der er mellem15-17 år. Også i år deltog fagmedarbejdere fra Favrskov Kommune, og de bød ind med vigtig viden om sex, samtykke, snus, syreskader og pH-værdi.
30 teenagedrenge ser et tv-indslag, hvor to piger sætter ord på, hvad god sex er, hvor de erogene zoner er, og hvordan man snakker med sin partner om, hvad der er rart. Alle lytter. Snakken går om filmen bagefter, hvor sundhedsplejerskerne Charlotte Christensen og Kristina Rohde fra Favrskov Kommune står for oplægget. Bagefter går drengene i grupper og rangerer forskellige udsagn om, hvad der er vigtigt for at opleve god sex. De snakker om de forskellige udsagn og placerer dem under 1, 2 eller 3 – eller helt uden for kategori, hvis de ikke er vigtige.
Efterfølgende sætter de ord på deres valg, og den runde er vigtig, siger Charlotte Christensen:
- Så lytter de til hinanden og tager det mere ind, end hvis vi som undervisere siger det. De reflekterer over det sagte, og måske ændrer de adfærd eller finder ud af, hvad der for dem er vigtigst. Vi er også bevidste om at bruge videoindslaget, da det virker godt, at nogen, der ikke fysisk er i rummet, siger noget pinligt. Det letter snakken efterfølgende.
Charlotte Christensen og Kristina Rohde er enige om, at det giver rigtig god mening, at de byder ind med et oplæg om sex på Håndværkerskolen.
- Emnet er så relevant, ikke mindst snakken om at give samtykke, hvor mange er usikre på, hvad det vil sige. Nogle af de 15-17-årige har haft sex, andre ikke. Men vi fanger dem på det rigtige tidspunkt, og vi har stor lyst til at være på de videregående uddannelser, selvom vores kerneopgave selvfølgelig er folkeskolen, siger de to sundhedsplejersker.
Sex er et svært emne at hamle op med, men Lene Ommel, forebyggelseskonsulent, kan indimellem godt fange elevernes opmærksomhed i sit oplæg om snus og nikotinprodukter.
- Snus, snulle, skive, træstamme, puff bar, vape eller daus. Der findes mange måder at tale om nikotinprodukter på. Men selvom slang kan være harmløst, er nikotin farligt. Flere og flere unge bruger nikotin, men nikotin kan påvirke den unge hjerne og øge risikoen for stress, angst og depression. Det er det budskab, som vi rigtig gerne vil formidle til de unge. Derfor er det en god anledning at deltage i en sundhedsdag, hvor unge netop får viden om nikotinprodukter, og hvor de unge får mulighed for at fortælle os som fagprofessionelle og forældre, hvad VI kan gøre for at forebygge brug af eller støtte dem i at stoppe med brugen af nikotin. De unge, der er interesserede, bliver sådan en dag tilbudt en støtte og kontakt, hvis de en dag ønsker en snak om deres forbrug eller hjælp til nikotinstop, siger Lene Ommel.
Hos tandplejer Nadia Lebenioury og kollega Linda Jensen får eleverne syn for sagen, da de skal måle pH-værdien i de boostere, de ofte køber på tankstationen.
- De finder ud af, at energidrikke cirka har samme pH-værdi som eksempelvis sodavand, og de spurgte meget ind til syreskader. De var også opmærksomme på skader ved at bruge snus, og billederne af en skadet mundhule gjorde indtryk. Vi rundede af med en konkurrence med en præmie, og svarene viste, at de faktisk havde hørt efter, for de havde mange rigtige svar. Så jeg vil sige, at vi havde deres opmærksomhed og satte fokus på deres tandsundhed, ikke mindst når de fylder 22 år og ikke længere er en del af den kommunale tandpleje. Dér skal de gerne fortsætte med at komme til tandlæge, understreger Nadia Lebenioury.
Ifølge bekendtgørelsen skal Den Jyske Håndværkerskole sætte fokus på samfundet og sundhed, og det er så blandt andet blevet til sundhedsdagen. Lone Withen Petersen, uddannelsesleder på Den Jyske Håndværkerskole, er meget tilfreds med dagens indhold:
- Der bliver lyttet anderledes, når vi inviterer specialister ind til at fortælle om et emne, da de ved en masse og kan byde ind med vigtig viden. Det giver anledning til refleksion hos eleverne, og det er godt. Eleverne giver udtryk for, at det er en hård dag, da de skal lytte meget, men det er heldigvis emner, der interesserer dem og er vigtige for dem, så de vil gerne dagen.