Sygeplejersker blev kørt gennem sneen i firehjulstrækkere

07.01.2024

Sneen kunne ikke sætte en stopper for de udekørende sygeplejersker i Favrskov, der onsdag og torsdag teamede op med kommunens vejafdeling og blev eskorteret gennem snestormen og ud til de borgere, som ikke kunne undvære deres hjemmebesøg.

Landevej i snevejr

De fleste af os kan godt klare os selv, når sneen lukker vejene, og vi bliver isoleret i vores hjem i et par dage. Men for nogle ældre og syge borgere er det nødvendigt at få hjælp hver dag, uanset om det sner eller ej. 

Derfor måtte en håndfuld medarbejdere fra Favrskov Kommunes vejafdeling onsdag og torsdag starte deres terrængående køretøjer op og eskortere sygeplejersker rundt på kommunens sneklædte landeveje.

Morten Behrens Mikkelsen, der er driftsleder i Trafik og Veje ved Favrskov Kommune, var én af dem, der agerede chauffør, og han var meget imponeret over de sygeplejersker, som han kørte med:

- Der var ikke én, der brokkede sig over noget som helst. De talte hverken om manglende hvile, mad eller toiletbesøg. De kørte bare på og løste deres opgaver. Også selvom det nogle gange betød, at de måtte kæmpe sig det sidste stykke fra firehjulstrækkeren og hen til borgerens hoveddør gennem sne til navlen. Der var sågar én, der måtte hoppe ud ad bilens vindue, fordi bildøren ikke kunne åbne. Jeg er vildt imponeret over dem og den indsats, de yder.

Det var primært syge og ældre på landet, der fik besøg af firehjulstrækkerne under snestormen, da det var på de små landeveje, at forholdene var mest ekstreme, og hvor hjemmeplejens egne biler ikke kunne komme frem.

Mette Fogh Petersen, der er områdeleder i Hjemmepleje Favrskov Øst, fortæller, at de måtte prioritere benhårdt og lave lister over, hvilke borgere der ikke kunne undvære deres besøg. Og ud fra de lister blev der så udpeget, hvor der var behov for at indsætte terrængående køretøjer.

Firehjulstrækkerne var i brug fra onsdag morgen til torsdag eftermiddag, og der blev kørt både dag og nat. Takket være et stærkt samarbejde og en række medarbejderes ekstraordinære indsatser fik alle den nødvendige pleje på trods af snevejret.