Unge tager ansvar for underholdningen

10.11.2023
Unge fra Busbjerg Spillene arrangerer koncert i Sløjfen
Unge fra Busbjerg Spillene arrangerer koncert i Sløjfen
Unge fra Busbjerg Spillene arrangerer koncert i Sløjfen

I morgen, lørdag 11. november, står den på koncerten ’Ondskab’ i Sløjfen i Hadsten. Billetterne er revet væk til koncerten, som tre unge med tilknytning til Busbjerg Spillene står bag. Og det hele udspringer af projektet ’Unges brug af kulturhuse og spillesteder’ i regi af Kulturring Østjylland.

Mange foreninger har en udfordring med at tiltrække unge frivillige, der kan supplere den gamle garde og være med til at bringe nye idéer ind i fællesskabet. Derfor har Kulturring Østjylland tidligere søsat projektet ’Unges brug af kulturhuse og spillesteder’.

Hver kommune har udpeget en kulturforening, der gerne vil arbejde med foryngelse og finde unge kulturskabere. I Favrskov Kommune har Busbjerg Spillene deltaget. Busbjerg Spillene har rekrutteret tre unge, der kalder sig Evengineers. De har arrangeret en picnic for familier på Busbjerg og nu koncerten i Sløjfen.

Michelle Fonseca Kristensen er 27 år, koreograf og frivillig ved Busbjerg Spillene. Hun har fulgt de tre unge tæt og roser deres store engagement.
- De står ikke selv på scenen, men har mere fokus på at lave det helt rigtige arrangement. På scenen er det skuespillere og musikere fra Busbjerg Spillene, men det er de tre unge, der har valgt temaet ondskab og udvalgt numrene. De har bestemt bordopstillingen i salen og pynten på bordene. Så de har taget styringen hele vejen rundt, forklarer Michelle Fonseca.

Hun glæder sig over, at det er lykkes at få fat i nogle unge mennesker, der gerne vil bidrage, og hun håber, at projektet i Kulturring Østjylland kan være med til, at de unge får øjnene op for den frivillige indsats.
- Når nogle projekter bare kører i en forening, kan det for udefrakommende være svært at se, hvor man selv lige kan bidrage. Så det kan være vanskeligt at komme ind og finde en opgave. Projektet her åbner nogle døre, og på den måde er det en gave til os, understreger Michelle Fonseca Kristensen, der selv er uddannet eventkoordinator.  

Fotograf: Sebastian Friis Thormod