You are here

Wavin fik nye input i Åben skole-samarbejde

  • 10. klasses-elever hos Wavin i Hammel

    Eleverne i 10. klasse på Skovvangskolen i Hammel har fået så gode ideer, at Wavin nu vil gøre brug af dem.

I Den åbne skole kommer skoleelever ud til virksomheder og prøver kræfter med konkrete opgaver, så de får en forståelse for alle de forskellige funktioner, som virksomhederne beskæftiger.

Wavin i Hammel dannede i slutningen af 2017 rammen om et fire uger langt forløb for 10. klasse på Skovvangskolen i Hammel, og det var en positiv oplevelse for rørproducenten.

- Som skoleelev kan det være svært at se, hvordan en større virksomhed fungerer. Der kan vi tilbyde dem at komme ind og se alle de funktioner, vi har i virksomheden, og det var en fornøjelse at se, hvor velforberedte eleverne var, da de kom. Vi havde i samarbejde med skolen forberedt nogle konkrete problemstillinger, vi gerne ville have input til, og der fik vi flere forslag med nye måder at gøre tingene på, som vi nu vil gøre brug af, siger HR-konsulent hos Wavin, Tina Brøndum Lausen.

En af eleverne lavede blandt andet en app til smartphones, der fungerede som en samlet kommunikationsplatform til Wavins medarbejdere.

- De unges interesser kan jo vinkles ind i vores virksomhed. Min generation tænker, at udviklingen af en app er en vildt kompliceret ting, men det er det ikke for en elev i 10 klasse. Vi har nydt forløbet, og jeg håber også, at eleverne er taget herfra med et nyt syn på alle de muligheder, der er i en industrivirksomhed, siger Tina Brøndum Lausen.

 

Ovenstående historie er fra den seneste udgave af ErhvervsNyt, der er Favrskov Kommunes nyhedsbrev til erhvervslivet: Du kan læse seneste udgave af ErhvervsNyt her.

Dato: 09. marts 2018

Senest opdateret:

09. marts 2018