You are here

Stort udbytte af e-handels-arrangement

Der var vigtig viden at få om både Amazon og udvikling af nye virksomheder ved Favrskov Kommunes arrangement "Succes med e-handel".

Maria Lausten er stifter og medejer af virksomheden Mumutane, der blev stiftet sidste år med e-handel for øje. I foråret deltog hun i Favrskov Kommunes arrangement ”Succes med e-handel” i Søften. Her fortalte syv virksomhedsejere og direktører om, hvordan deres e-handels-virksomheder var blevet til succeser. Fire måneder senere ser Maria Lausten tilbage på udbyttet af arrangementet.

- Vi er stadig nye inden for e-handel, så vi suger viden til os, og oplægsholdernes erfaringer er meget værd for os. Flere af dem fortalte om, hvor vigtigt det er at få specialister ind på de områder, hvor tiden eller kompetencerne ikke slår til. Vi kunne godt se, at vi var klar til at tilføre virksomheden flere hænder og kompetencer, og kort tid efter arrangementet ansatte vi en virksomhedspraktikant. Det er nu fire måneder siden, og det har virkelig givet os et boost, siger Maria Lausten.

Faldgruber på Amazon

Mumutane designer nordisk-afrikansk-inspireret boligtilbehør og målet er også at sælge til udlandet. Maria Lausten deltog derfor også i arrangementet for at blive klogere på internetgiganten Amazon, der er verdens største portal for e-handel. Et af dagens oplæg handlede om de muligheder og faldgruber, man skal kende, hvis man giver sig i kast med at sælge på Amazon.

- Det var interessant at høre, at onlinehandlen i Tyskland primært foregår på Amazon. Derfor blev vi bekræftet i, at vi skal bruge Amazon, hvis vi gerne vil sælge til Tyskland. Men vi vidste ikke, at det er afgørende, at vi er helt på plads med vores e-shop, når først vi går i gang på Amazon. De første 14 dage giver Amazon lov til, at kundeservicen måske lige mangler lidt, men derefter er der ingen hjælp at hente. Hvis ikke man har styr på det hele, vil man rasle ned i Amazons rangering, og så finder folk ikke frem til dig. Det var virkelig vigtig viden for os. Vi er lige på trapperne til at være klar til Amazon, og vi glæder os, siger Maria Lausten.

Se mere om virksomheden på mumutane.com.

Senest opdateret

16.01.2020
krtr