You are here

Virksomheder flytter sammen

  • Per John Nielsen og Henrik Jørgensen

    Per John Nielsen og Henrik Jørgensen midt i porten mellem deres virksomheder.

Alex Andersen og Horticoop har opført nyt fælles byggeri i Søften. Det sparer tid og penge, at fragtmand og kunde nu bor i samme hus.

8. juni var en travl dag for både Per John Nielsen og Henrik Jørgensen. Her skulle deres respektive virksomheder nemlig flytte sammen i et stort nybyggeri i Søften.

- Vi har i mange år talt om at flytte sammen på denne måde. Da vi startede Horticoop for 14 år siden, var det Per Johns lastbiler, der hentede varer ude hos gartnerierne, så det god mening, at vi også benyttede ham. Og jeg syntes helt fra starten, at det var oplagt, at vi lå lige op og ned ad hinanden, sådan som vi nu er kommet til, siger Henrik Jørgensen.

Han er direktør i Horticoop, der sælger alt, hvad gartnerier har brug for i arbejdet med planterne. Per John Nielsen er afdelingschef i transportvirksomheden Alex Andersens Aarhus-afdeling, der nu ligger i Søften. Fredag 8. juni fragtede Per John Nielsen hele Henrik Jørgensens varelager fra Tilst til det nye fællesbyggeri. 40 lastbiler var i sving, og mandag morgen var alt placeret på rette hylde, så kunderne ikke mærkede noget til flytningen, og dermed var et 14 år gammelt ønske gået i opfyldelse for Horticoop-direktøren.

Begge virksomheder er flyttet fra Tilst til Søften. Her ligger de to virksomheder nu i samme bygning, kun adskilt af en port i midten. Det tager kun få øjeblikke at åbne porten og trille godset over til fragtmanden.

(artiklen fortsætter efter kortet)

- Nu er der ikke længere nogen mellemtransport. Det sparer både tid og penge. Vi har i forvejen samme kundegruppe, så det giver også synergieffekter og fragtoptimering. Desuden højner det serviceniveauet, fordi tidsfaktoren er formindsket, siger Per John Nielsen, og Henrik Jørgensen fortsætter:

- Vi sparer i hvert fald 1-2 timers mellemtransport hver dag. Det giver os en øget fleksibilitet, der blandt andet betyder, at vi er endnu bedre i stand til at løse hasteordrer for vores kunder.

De to virksomheder har oprettet et fælles ejendomsselskab, der står som den formelle udlejer. Begge virksomheder har tegnet tiårige lejekontrakter i byggeriet, der har koster 31 millioner kroner at opføre.

De to virksomheder blev så at sige sat på gaden, da den tidligere Gasa-grund i Tilst skulle byudvikles. Ejendomsmæglere fremhævede erhvervsområdet i Søften for dets gode adgangsforhold og kommunens hurtige myndighedsbehandling.

- Sagsbehandlingstiden har været fantastisk. Vi fik svar inden for et par arbejdsdage. Det er en god ide med en enkelt kontaktperson, som samler trådene i kontakten med kommunen – det har virkelig været effektivt, siger Henrik Jørgensen.

Læs også: Juhl Bach har opført nyt domicil til 90 millioner

Senest opdateret

10.12.2018
krtr